Lydskulpturen Forest Megaphones bliver indviet

Fredag den 7. april indvies lydskulpturen Forest Megaphones på Store Ø i Indelukket. Forest Megaphones er en del af kulturhovedstadsprojektet The Overheard, der inviterer publikum til at gå på opdagelse i naturens lyde.

Kulturen flytter ud i naturen, når Indelukket fra 7. april til 20. august danner ramme om den estiske kunstner Birgit Õigus’ specialdesignede skovmegafoner, der fungerer som akustiske forstærkere for de velkendte lyde, man oplever, når man går i skoven. Forest Megaphones er en del af lydprojektet The Overheard, der vil inspirere borgerne til at tune ind på hverdagens lydbilleder og gentænke forholdet mellem musik, lyd og støj.

Forest Megaphones indvies fredag d. 7. april af børn som oplever eventyr fortalt af Ellen Skov Birk inde fra megafonerne. Kl. 14.00 starter den officielle indvielse, hvor naturvejleder Lars Nygaard fortæller om Indelukket med små historier og anekdoter. Kl. 15.30 byder John Bøgelund Frederiksen (Kultur- og borgerservicechef) velkommen til Marie Koldkjær Højlund og Morten Riis, som står bag kunstprojektet The Overheard.

Indvielsen afsluttes med en musikoplevelse fra alle tre megafoner, hvor multiinstrumentalisten Aksel Striim, overtonesanger og guitarist Søren Sol Koldsen-Zederkof og guitarist Nikolaj Rosengreen Pedersen skaber et unikt lydbillede med vekselvirkninger fra de akustiske forstærkere.

Program:

14.00: Naturvejleder Lars Nygaard fortælling om Indelukket og Silkeborgs natur

15.30: Velkomst ved John Bøgelund Frederiksen og præsentation af The Overheard ved lydkunstnere Marie Koldkjær Højlund og Morten Riis

16.00: Aksel Striim, Søren Sol Koldsen-Zederkof og Nikolaj Rosengreen Pedersen koncert

Udendørs lydspor

Lyden fra de 5 skulpturer i Silkeborg, Aarhus, Struer, Mønsted og Horsens live-streames til hjemmesiden www.overheard.dk. Her kan alle få adgang til det online lydspor og høre og mikse sit eget lydspor.

Forest Megaphones / Nye lydoplevelser

Fra den 7. april til den 20. august opstilles værket Forest Megaphones, der består af tre store træmegafoner i skoven på Store Ø i Indelukket. Publikum inviteres til at sætte sig ind i de tre store træmegafoner, tage en pause, og opleve hvordan megafonerne forstærker og fremhæver naturens og omgivelsernes lyde.

Samtidig giver træmegafonerne mulighed for at udforske andre akustiske lyde end naturens, hvor eksempelvis fortælling, musik og sang kan udforskes. Med andre ord er der mulighed for at benytte Forest Megaphones som en ny scene, hvor lyd kan opleves i en ny og anderledes ramme.
Værket er lavet af den estiske kunstner Birgit Õigus, og er en del af kunstprojektet The Overheard.

The Overheard / Lyt til det overhørte

The Overheard er en del af det officielle program til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, et projekt der er skabt af Morten Riis og Marie Koldkjær Højlund fra Center for Sound Studies på Aarhus Universitet. Projektet vil gennem hele året inspirere borgerne til at lytte på nye og anderledes måder til vores lydlige omgivelser gennem ekstraordinære lydinstallationer, kraftfulde koncerter og inspirerende workshops. The Overheard ønsker at invitere borgerne til aktivt og sansende at forholde sig til hverdagens støj og gentænke forholdet mellem musik, lyd og støj. 

Ved at nedbryde skellet mellem kulturforbruger og ikke-kulturforbruger, kunst og ikke-kunst samt de hverdagslige og unikke kulturoplevelser, kan The Overheard åbne op for dialog og refleksion og endvidere bygge bro mellem samfundets komplekse lydmæssige udfordringer, samt den lyd vi bruger til at akkompagnere vores daglige gøren og laden.

Direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews udtaler om projektet:

– The Overheard bruger Region Midt som sin lydlige legeplads på en virkelig overraskende og innovativ måde. Ved at kombinere forskellige udtryk og platforme, nedbryder The Overheard barrierer mellem kunst, musik og dagligdags lytte-oplevelser. Derudover, har projektet skabt nye forbindelser mellem industri, kulturinstitutioner og kunstnere fra indland og udland. The Overheard bliver et fyrtårn af lyd igennem hele 2017 – og inkarnerer hvad det betyder at gentænke.

Resten af året vil The OverHEARD byde på flere storslåede lydinstallationer og unikke koncertoplevelser som kan følges løbende på:

Hjemmeside

Facebook

Program

Åbninger af lydinstallationer

1. marts / Aarhus, 435 Prepared DC-Motors, 2030 Cardboard Boxes 35x35x35cm (Zimoun) 

7. april / Silkeborg, Forest Megaphones (Birgit Õigus)

20. maj / Mønsted Kalkgruber, Gravitational Vibrations (Søren Lyngsø Knudsen)

2. juni / Struer, Gimsinghoved Kunst og Kulturcenter, Vind & Vand (Frode Gundorf Nielsen)

1. juli / Mindeparkens mindesmonument, Aarhus, 4140 Voices (Marie Højlund & Morten Riis)

4. august / Vandtårnet i Lunden, Horsens, Tower Music (Jonas R. Kirkegaard)

PRESSEN SKRIVER:

Bo Bedre: 10 MUST-SEE BEGIVENHEDER I ÅRHUS, DER ER EN REJSE VÆRD I 2017

Politiken: Kulturredaktionen anbefaler: Det skal du opleve i Aarhus 2017

Politiken: Hvår’n lyder Aarhus egentlig?

The Overheard er realiseret med støtte fra og i samarbejde med:

CAVI, Fonden 2017, Swiss Arts Council Prohelvetia, Statens Kunstfond, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje & KODA´s Kulturelle Midler, Kulturarrangementspuljen Aarhus Kommune, Poul Johansen Fonden, Smurfit Kappa, Stibo, Brüel og Kjær, RIAS, Loxam A/S, Horsens Rengøring, UC Syd, Dansk Lyd, Radar, SNYK, Aarhus Kommune, Godsbanen, Struer Lydens By, Struer Tracks, Gimsinghoved kunst- og kulturcenter, Silkeborg Kommune, Kedelhuset, Teknisk Skole Silkeborg, Horsens Kommune, Mønsted Kalkgruber, Mars, Rias.

Kontakt

The Overheard: Marie Koldkjær Højlund, 40180215, musmkh@cc.au.dk // Morten Riis, 51944609, mr@cc.au.dk

Silkeborg Kommune:
Mette Lerche, 89701357, mle@silkeborg.dk

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top