Kulturpriser hylder dukketeaterfestival og kulturel iværksætter

Silkeborg Kommunes Kulturpris 2017 går til den bemærkelsesværdige dukketeaterfestival Festival of Wonder, mens vinderen af Årets Kulturelle Iværksætterpris er Flemming Giese.

Foto: Ulla Dengsøe modtager Kulturprisen på vegne af Festival of Wonder

Hvert år uddeler Silkeborg Kommune kulturpriser for at hylde ildsjæle, som yder en særlig indsats for kulturlivet i Silkeborg.

Bemærkelsesværdig festival vinder Kulturprisen

Festival of Wonder – Silkeborgs internationale dukketeaterfestival – vinder Kulturprisen 2017. Den bemærkelsesværdige festival startede tilbage i 1986 og har siden vokset sig til en stor international festival, der er et tilløbsstykke for gæster fra hele verden.  

I 2017 blev Festival of Wonder nomineret som bedste festival i Europa, og samme år fik festivalen tildelt det præstigefyldte prædikat Remarkable Festival under EFFE (Europe for Festivals, Festivals for Europe) – en organisation under EU.

Mens festivalen tryllebandt publikum i november 2017, kom endnu en pris til. Det var da lederen af Festival of Wonder fik overrakt Merete Hegner prisen for sit exeptionelle og unikke arbejde med at skabe den meget specielle begivenhed i Silkeborg.

– Kulturprisen går til en festival, der er drevet af en fantastisk energi, stor professionalisme og en vanvittig passion, som har opnået stor anerkendelse både nationalt og internationalt, fortæller Kultur- og Borgerservicechef John Bøgelund Frederiksen. 

Flemming Giese er årets kulturelle iværksætter

Der er også en masse personer uden for rampelyset – bag kulissen – som sørger for, at kulturlivet i Silkeborg Kommune er i en rivende udvikling. Det er netop én af de personer, som Årets kulturelle iværksætterpris hylder.

Årets kulturelle iværksætterpris 2017 går til underviser ved Den Kreative Skole, Flemming Giese, som i sin karriere har været involveret i et hav af nyskabende og spektakulære kulturbegivenheder i Silkeborg. 

Senest har han bidraget med den smukke lyssætning på Havnen forbindelse med uddelingen af Kronprinsparrets Priser i november, og han var projektleder af River Art-forestillingen “Waternymph”, der udspillede sig under sommerens Ildfestregatta.   

– Flemming Giese er bedste eksponent for at få tingene omkring forskellige kulturprojekter til at spille. Med sin iver og professionalisme er han en stor inspirator for rigtig mange mennesker. Han genererer idéer og han får tingene gennemført. Alt sammen til stor glæde for kulturforbrugere i Silkeborg Kommune, siger Kultur- og Borgerservicechef John Bøgelund Frederiksen.

De to kulturpriser blev overrakt i forbindelse med nytårskoncerten 13. januar 2018. Det er Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, som vælger modtagere af Silkeborg Kommunes Kulturpriser.

Du kan læse mere om priserne og de tidligere vindere her

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top