e-Boks: Har du modtaget spørgeskemaet: Hvordan har du det?

I februar bliver der sendt omkring 300.000 spørgeskemaer ud til danskere i hele landet i forbindelse med undersøgelsen ’Sundhedsprofilen 2021: Hvordan har du det?’. 2.500 af dem havner i e-Boks hos borgere i Silkeborg Kommune.

Det sker i forbindelse med den nationale befolkningsundersøgelse ”Hvordan har du det?”, der undersøger borgernes helbred, trivsel og sundhedsvaner og som gennemføres hvert 4. år.

Svarene vil give et øjebliksbillede af danskernes sundhed på tværs af landet og lokalt.

Derfor er Sundhedsprofilen et vigtigt planlægningsredskab for både Silkeborg Kommunes og regionens politik inden for sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering.

Desuden er de gentagne sundhedsprofiler et unikt redskab til at monitorere udviklingen af sundhedsindikatorer over tid. Det er derfor meget vigtigt, at så mange som muligt besvarer spørgeskemaet.

Tjek din e-Boks – måske er du heldig

Hvis ikke du har tjekket din e-Boks for nylig, er der altså god grund til at gøre det – og til at tage dig tid til at besvare spørgeskemaet, hvis du har fået et.

For ud over at bidrage med vigtig viden til gavn og glæde for vores sundheds- og forebyggelsesinitiativer, så har du også mulighed for at vinde forskellige præmier.

Der trækkes lod om 1.000 gavekort på 200 kr. blandt alle, der svarer i løbet af de første to uger. Og om tre gavekort på henholdsvis 10.000, 7.000 og 3.000 kr. blandt alle, der har udfyldt og returneret spørgeskemaet i hele Region Midtjylland.

Fakta om ‘Hvordan har du det?’

  • Sidste undersøgelse fra 2017 har blandt andet været med til at sætte retningen for Silkeborg Kommunes indsatser inden for rygning, alkohol, fysisk aktivitet, kost og overvægt samt mental sundhed
  • DEFACTUM, som er et forsknings- og konsulenthus under Region Midtjylland, står for undersøgelsen i hele Region Midtjylland
  • Resultaterne for den næste undersøgelse bliver præsenteret i foråret 2022

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top