Forældre skal have penge tilbage for pasning de dage, hvor deres barns pasningstilbud har været helt eller delvis lukket efter 15. april.
Forældre til børn i vuggestuer, børnehaver og dagpleje i Silkeborg Kommune får refunderet deres betaling for de dage, hvor dagtilbuddet ikke har været åbent efter den officielle genåbning 15. april 2020. Det har Børne- og Ungeudvalget besluttet i denne uge.
Det drejer sig om mellem 1-3 dage. De fleste dagtilbud i Silkeborg Kommune åbnede 16. april 2020, mens nogle få først kunne genåbne 20. april 2020. Derfor vil nogle forældre få penge tilbage for én dag, mens andre vil få penge tilbage for tre dage.
Dagtilbuddene åbnede ikke 15. april 2020, fordi de skulle gøres klar til at overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Tilbagebetalingen vil blive fratrukket takstopkrævningen for august måned.
Takst pr. dag (med kostordning):
Børnehave: Ca. 80 kr. pr. dag
Vuggestue: Ca. 130 kr. pr. dag
Dagpleje: Ca. 93 kr. pr. dag.
Tilbagebetalingen er justeret afhængigt af pasningsmodul og evt. økonomisk friplads eller søskendetilskud.
Børn i dagplejen får ekstra tilbagebetaling
Forældre til børn i dagplejen får yderligere penge tilbage, fordi dagplejens åbningstid fra 1. maj 2020 er blevet 2,5 time kortere om ugen. Det skal gøre det muligt for dagplejere at udføre de ekstra arbejdsopgaver, som følge af Sundhedsstyrelsens retningslinjer, inden for arbejdstiden.