Coronavirus: 109 ud af 5.075 børn får nødpasning i Silkeborg

Forældre tager et stort ansvar for at undgå spredning af coronavirus. Kun få forældre i vitale samfundsfunktioner har bedt om nødpasning. Mandag morgen møder således kun 109 børn ud af 5.075 børn ind i dagplejen, vuggestuer og børnehaver i Silkeborg Kommune.

Til dagligt passer 276 dagplejere og 56 børnehuse i alt 5.075 børn i Silkeborg Kommune. Mandag morgen holder 29 børnehuse og 7 dagplejere åbne for nødpasning af 109 børn. 100 medarbejdere deltager i nødberedskabet, mens flere end tusinde medarbejdere er hjemsendte. 

Nødpasning i de kommende 14 dage tilbydes til børn, hvis forældre er ansat i vitale funktioner på sundhedsområdet, i ældreplejen, politiet, socialområdet samt til forældre, der er absolut forhindret i at finde andre muligheder for pasning.

Silkeborg Kommune har tilrettelagt nødpasningen, så smittespredning undgås, og så der tages hensyn til den geografiske afstand mellem børnehusene og dagplejere. Derfor holder 29 ud af 56 børnehuse åbent for nødpasning samt hos de dagplejere, hvor der er behov. Nogle børnehuse lukkes ned, fordi ingen forældre forventer at have behov for nødpasning.

Nogle steder samles børn fra to eller flere dagplejere eller børnehuse. Det gælder, hvis børnehuse/dagplejere ligger tæt på hinanden indenfor samme skoledistrikt.

Forældre, der ikke har meldt sig til nødpasning, og som får behov for nødpasning kan ringe lederen i det børnehus, hvor deres børn normalt går, eller til dagplejelederen.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top