Byrådet har besluttet – maj 2017

Mandag 22. maj var der byrådsmøde i Silkeborg Kommune. Her kan du se, hvad Byrådet har besluttet.

Høringer – hvad mener du?

45 rækkehuse på Hestehavevej i Balle
Silkeborg: Byrådet sendte et forslag til lokalplan for et nyt boligområde på Hestehavevej i Balle i 8 ugers høring. Planen skaber plads til 45 rækkehuse i op til 2 etager og 8,5 meter høje. Vejen til og fra området bliver via en sidevej til Hestehavevej. Sidevejen bliver koblet på Hestehavevej ved den eksisterende vejtilslutning. Områdets sten- og jorddiger skal beskyttes.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 6

Sommerhuse på Vesterlundvej får snart kloakker
Virklund: Sommerhusområdet på Vesterlundsvej har endnu ikke kloakker. Området ligger direkte ned til Thorsø, som er plaget af alger om foråret og sommeren. Sommerhusene er en af de væsentlige kilder til forurening med næringsstoffer. Sommerhusene skal derfor have kloakker. Det kræver et tillæg til områdets spildevandsplan. Byrådet sendte et forslag til sådan en plan i 8 ugers høring.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 7

Beslutninger


Anlægsbevilling til retablering af idrætsanlæg ved Søholt

Silkeborg: Byggeriet af JYSK Park har sat sine spor på omgivelserne, og det skal der nu rettes op på. Byrådet frigav 1,1 mio. kroner, der er sat af i budgettet.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 4

Vedtægter for Seniorrådet 2018-2021
Silkeborg Kommune: I år er der valg til Seniorrådet for 2018-2021. Byrådet godkendte det kommende råds vedtægter. Blandt andet har Byrådet/fagudvalgene og administrationen pligt til at høre Seniorrådet i de sager, der har betydning for ældre, f.eks. trafik, bolig, sundhed, hjælp til ældre, miljø, kultur. Høringen skal være mindst 7 dage lang – regnet fra det tidspunkt Seniorrådet modtager forslaget.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 5

Projekt på Richtersvej 10 i Silkeborg
Silkeborg: Byrådet godkendte et projekt på Richtersvej 10 i Silkeborg. Bygherren kan opføre et forhus i 2 etager med 4 lejligheder i. Der skal desuden være plads til 6 p-pladser. I øjeblikket ligger der et hus på grunden. Det bliver nu revet ned.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 8

Udeservering kommer til at koste penge

Silkeborg Kommune: Byrådet har besluttet, at det i fremtiden kommer til at koste penge at have udeservering på kommunale vejarealer. Parasoller skal holdes indenfor jordfarver og hvid. Indtægten fra afgiften bliver omkring 150.000 kroner om året. Reglerne, der regulerer torvehandel, stadepladser, stadepladsleje med mere vil på et senere tidspunkt blive revideret, så det passer til forholdene på det nye torv.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 9

Målrettet tidlig indsats over for udsatte førskolebørn
Silkeborg Kommune: En tidlig målrettet indsats overfor udsatte børn mellem 0 og 6 år forbedrer deres muligheder for at klare sig godt i skolen og senere på arbejdsmarkedet. Byrådet bevilgede 2,4 mio. kroner til at få gang i et projekt, der skal være med til at forebygge, at børnene får en dårligere start end andre børn. Projektet indeholder en ny model for samarbejdet mellem Sundhedsplejen, dagtilbud, indskoling, PPR og familie- og børnehandicapområdet. Det betyder, at 1.200 medarbejdere skal gennem et uddannelsesforløb.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 10

Shelters i Thorning
Thorning: Thorning Spejdergruppe har planer om at skabe en overnatningsplads ved klubhuset, som ligge direkte ved Hærvejen og dermed ved pilgrimsruten. Byrådet bevilgede 116.875 kr. – halvdelen af udgifterne – til etablering af shelters og et handicaptoilet ved spejdernes klubhus på Møllevej 36 i Thorning. Ud over spejderne selv og vandrerne får også byens skole, SFO og dagplejen også glæde af at kunne bruge pladsen. Området har i forvejen vand, bålplads, og en stor, nyere bålhytte, så brugerne kan også lave mad over bål eller stormkøkken og spise ude, også i regnvejr.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 14

Stedfortræder
Silkeborg Kommune: Byrådet godkendte, at Jonas Sivertsen deltog i mødet for Socialdemokratiet i stedet for Erling Prang, som er på ferie. En stedfortræder kan afløse et byrådsmedlem, der ikke kan komme på grund af sygdom, graviditet, barsel eller adoption, eller er optaget af andet offentligt hverv, forretning eller lignende.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 2

Økonomi

Budgettjek efter første kvartal
Silkeborg Kommune: Byrådet blev orienteret om budgettet i forhold til virkeligheden her og nu og korrigerede et par poster. Det forventede salg bliver sat op – nogle ting, byrådet regnede med blev solgt i 2016 er først blevet solgt i år, og der er brugt færre penge på overførsler. Pengene – 46 mio. kroner i alt i forhold til det korrigerede budget – kommer i kommunekassen. I forhold til det budget, der blev vedtaget for 2017, ser det ud til at der bliver brugt 18 mio. kroner mere end først beregnet. Som det ser ud nu, bliver der brugt ½ mia. kroner inden året er omme.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 11-12

Revisionsberetning for 2016

Silkeborg Kommune: Byrådet godkendte revisionsberetningen for 2016. Der er nogle bemærkninger, som er gået igen år efter år. Derfor bliver revisorerne bedt om at følge op fra juni til august for at tjekke, at der er blevet ændret nok til at bemærkningerne ikke dukker op igen.
Byrådsmødet mandag 22. maj sag 13

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top