Silkeborgs befolkningsvækst betyder, at der afsættes millioner på anlægsbudgettet til at rumme væksten i flere børn i daginstitutioner og skoler, og for tredje år i træk løftes børne- og skoleområdet med 20 mio. kr. i en bred budgetaftale for 2021. Også sundheds- og ældreområdet og socialområdet får et økonomisk løft. Samtidig gennemføres besparelser på ca. 50 mio. kr. for at få balance mellem indtægter og udgifter i de kommende år.
Partierne Venstre, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og løsgænger Gitte Willumsens 19 ud af Silkeborg Byråds 31 medlemmer står foreløbig bag budgetaftalen for 2021 og overslagsårene 2022-24. Løsgænger Lars Hansen, Enhedslisten og Socialdemokratiet har mulighed for at tilslutte sig aftalen frem til og med torsdag 24. september 2020 kl. 12.00.
– Silkeborg er én af Danmarks store vækstkommuner, og væksten betyder flere børn i vores daginstitutioner og skoler. Derfor sætter vi penge af på anlægsbudgettet til at renovere og udbygge. Samtidig er vi enige om for tredje år i træk at give børne- og skoleområdet et markant løft på driften, siger borgmester Steen Vindum.
Dagtilbud og skoleområdet får tredje år i træk et permanent løft på 20 mio. kr. om året. Siden 2017 er området samlet blevet løftet med mere end 60 mio. kr. om året.
Samtidig er der på anlægsbudgettet afsat 20 mio. kr. i 2021 og 20 mio. kr. i 2022 til at løse kapacitetsudfordringerne på dagpasningsområdet. Desuden er der afsat yderligere xx mio. kr. om året til at håndtere akutte kapacitetsudfordringer gennem renovering og bygningsmæssige ændringer.
På skoleområdet er der ligeledes på anlægsbudgettet afsat 20 mio. kr. i 2022 og yderligere 20 mio. kr. i 2024 til at løse kapacitetsudfordringerne. Herudover er der i 2021-2024 afsat i alt 69 mio. kr. til at renovere og udbygge afd. Funder på Funder-Kragelund Skole og i alt 35 mio. kr. til at udbygge Sejs Skole. Desuden er der afsat 11 mio. kr. til en ny hal til erstatning for den nuværende skolehal i Sejs. Derudover er der afsat en pulje på 2 mio. kr. om året til midlertidige lokaler på skolerne.
Budgetparterne afsætter desuden 13 mio. kr. på sundheds- og ældreområdet til bl.a. opkvalificering af hjemmeplejen og digitalisering. Socialområdet får et løft på 4,1 mio. kr. til at imødekomme udfordringerne med at holde budgetterne.
For at opnå balance mellem indtægter og udgifter i de kommende år er budgetparterne enige om at gennemføre besparelser på ca. 50 mio. kr., som rammer bredt i kommunen. Besparelserne svarer til lidt under 1 % af Silkeborg Kommunes samlede budget på ca. 6 mia. kr.
– Besparelser går desværre altid ud over en række mennesker, både borgere og medarbejdere. Derfor er der ingen i byrådet, som synes, det en nem opgave at skulle beslutte de nødvendige prioriteringer. Det er imidlertid et ansvar, vi er valgt til, og det er nødvendigt, hvis økonomien ikke skal køre af sporet. Vi kan ikke bruge flere penge, end vi har. Selv om væksten betyder flere udgifter, så får vi også flere indtægter fra de mange nye borgere, og havde vi ikke befolkningsvækst, ville vi sandsynligvis skulle finde endnu større besparelser, siger Steen Vindum.
Budgetaftalen i overskrifter:
- Besparelser i budget 2021
- Markant løft af børne- og skoleområdet
- Nye daginstitutionspladser til flere børn
- Plads til flere børn i skolerne
- Midlertidige løsninger på kapacitetsudfordringen i daginstitutioner
- Løft til socialområdet
- Flere midler til Sundhed og ældreområdet
- 24 nye boliger på socialområdet
- Renovering af Alhuset i Kjellerup
- Placering af ny tandklinik
- Weekendspisning på Rosengårdscenteret
- Nyt plejecenter Ringgårdsparken i Alderslyst
- Fokus på kerneopgaven og investeringer i indsatser på beskæftigelsesområdet
- Internationalt Outdoor Institute for viden og innovation
- Større genanvendelse af erhvervsaffald og viden om klimaløsninger
- Internationalt samarbejde – erhverv, kultur, outdoor, sundhed, bæredygtighed
- Realisering af helhedsplanen for Søholt Sports- og Fritidsarena
- Realisering af initiativer i masterplanen for Danmarks Outdoor Hovedstad
- Ny hal i Voel
- Ny hal i Funder
- Kulturlanternen i Lemming
- Løsning på udfordringer omkring de selvejende haller
- Færdiggørelse af Krabbes Grønne Ring i Kjellerup
- Videreførelse af Kultur på recept, Street Art Festival og andre aktiviteter
- Skolesvømning i det nye Silkeborg Svømmecenter undersøges
- Forsøg med andre energiformer til opvarmning
- Realisering af klimastrategi
- Nyt kæmpe skov- og naturområde ved Eriksborg
- Krydset Viborgvej og Ringvejen bringes i niveau
- Realisering af helhedsplanerne for Funder og Sejs/Svejbæk
- 20 nye almene boliger i Sjørslev og Vinderslev
- Realiseringen af masterplan for Søfronten og Havnen
- Fredensgade, rampeforhold og krydsombygning i Silkeborg by
- Supercykelstier fra omegnsbyer til Silkeborg Midtby
- Større trafiksikkerhed på Sinding Hedevej og Lemming Skolevej
- Torvemiljø i Kragelund, Gjern og Ans og Krabbes Grønne Ring
Se hele budgetaftalen for budgetåret 2021 og overslagsårene 2022-24 samt bilag.
Budgettet for 2021 og overslagsårene skal vedtages ved byrådets 2. behandling af budgettet 7. oktober 2020.
Se også budgetmaterialet fra byrådets 1. behandling af budgettet 15. september 2020.