Er e-cigaretter skadelige? Giver tatoveringer følgesygdomme? Og er der en sund balance mellem arbejde og fritid? Det har 1.600 borgere i Silkeborg Kommune svaret på i Region Midtjyllands befolkningsundersøgelse – og en heldig deltager har vundet en iPad.
Hvert fjerde år giver regionens borgere svar på alt fra deres stressniveau over trivsel og til kost og motion. Det gør de i den største danske undersøgelse om sundhed og trivsel: Hvordan har du det?, som blev udsendt tidligere på året.
Undersøgelsen er regionens vejrhane, når nye tendenser blæser ind over befolkningen og peger mod nye udfordringer for befolkningens ve og vel.
– Vi er glade for, at der er så mange, der har svaret på undersøgelsen, der afdækker befolkningens sundhedsvaner og sygdomme. Den danner nemlig baggrund for vores sundhedsindsatser i kommunen, siger formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, Elin Sonne.
I forbindelse med udsendelsen af spørgeskemaet udloddede Silkeborg Kommune en iPad til en heldig deltager.
Lene Kjær Jørgensen blev den glade vinder – og var altså en af de 1.600 borgere i Silkeborg Kommune, der har svaret på undersøgelsen og bidraget med vigtig viden om danskernes sundhed.
Læs mere om undersøgelsen på www.hvordanhardudet.rm.dk
Fakta
- I Region Midtjylland indsamles spørgeskemaerne i første halvår af 2017
- Der blev sendt 2.500 ud i Silkeborg Kommune
- På landsplan modtog cirka 300.000 danskere over 16 år spørgeskemaundersøgelsen, som bliver brugt til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme, og giver samtidig et unikt indblik i danskernes sundhed og trivsel
- En forskergruppe i DEFACTUM udarbejder en rapport med resultater fra undersøgelsen for Region Midtjylland
- Rapporten offentliggøres på en konference i foråret 2018