Vinderne af Odense Handicapråds handicappriser 2022 er fundet

Hvert år uddeler Odense Handicapråd tre handicappriser i kategorierne Initiativ, Tilgængelighed og Uddannelse- og job. Efter to år med Corona kunne priserne endelig igen uddeles ved et festligt arrangement, der i år blev afholdt i caféen på Odense Værkstedernes afdeling på Rytterkasernen. Her var både glad og spændt stemning, musikalsk underholdning fra Odense Værkstedernes musik- og teatergruppe og personlige taler til de tre vindere.

Vinderne af handicappriserne 2022

De indstillede kandidater til priserne repræsenterede både et bredt og stærkt felt. Dog kunne kun tre vinde, og de glade modtagere blev:

Adm. Direktør Jesper Larsen fra bilfirmaet C.A. Larsen.

Jesper Larsen modtog Handicaprådets Uddannelses- og Jobpris 2022 for sit arbejde med at inkludere især yngre mennesker med et handicap på arbejdsmarkedet, bl.a. i form af virksomhedspraktikker, jobafklaring og personlig udvikling.

Uddannelses- og jobprisen blev overrakt af rådmand Christoffer Lilleholt.

Bofællesskabet Næsbyhus – et bofællesskab for mennesker med en erhvervet hjerneskade.

Bofællesskabet Næsbyhus modtog Handicaprådets Tilgængelighedspris 2022 for deres arbejde med at give beboerne et meningsfuldt liv ved bl.a. at sikre tilgængelighed på stedet og deltagelse i det omkringliggende samfund.

Tilgængelighedsprisen blev overrakt af rådmand Søren Windell.

Keld Gantzhorn – Formand for Parkinsonforeningen Klub Odense

Keld Gantzhorn modtog Handicaprådets Initiativpris 2022 for sit arbejde med at udbrede kendskabet til og forståelsen for Parkinson som sygdom og for at skabe både sociale og erfaringsudvekslende fællesskaber for Parkinson-patienter.

Initiativprisen blev overrakt af rådmand Brian Dybro.

Vigtig anerkendelse

For Birthe Malling, der er formand for Odense Handicapråd, er uddelingen af de årlige handicappriser helt essentiel. Både når det kommer til at anerkende de ildsjæle, der brænder for at gøre en forskel for mennesker med et handicap og for at skabe større synlighed omkring handicapområdet.

– Der er mange odenseanere, der lever med et handicap – enten synligt eller usynligt – og dem skal der være plads til og gode forhold for i Odense. Nogle af dem, der i høj grad er med til at sikre dette, er alle de frivillige, der dedikerer en masse tid og energi ind i arbejdet med at skabe gode livsvilkår for mennesker med et handicap gennem forskellige mærkesager. De fortjener den største anerkendelse, og det er vi med handicappriserne med til at give dem, siger Birthe Malling.

Også Brian Dybro, der er rådmand på ældre- og handicapområdet og næstformand i Odenses handicapråd, ser gerne en større synlighed på handicapområdet.

– For mig at se har handicapområdet i Odense været overset politisk. Det er vi ved at ændre på med forskellige initiativer. Blandt andet har vi netop indført Solsikkeprogrammet her i Odense, der skal sikre større opmærksomhed på mennesker med et usynligt handicap, og vi har tilført penge til at ansætte flere pædagoger på botilbud. Handicapområdet skal have meget mere plads i Odense, og derfor er jeg også glad for, at vi med uddelingen af handicappriserne er med til at sikre dette, lyder det fra Brian Dybro (F). 

Om Odense Handicapråds handicappriser

Handicappriserne uddeles af Handicaprådet i Odense hvert år i starten af december. Priserne uddeles så tæt på den 3. december som muligt, idet dette er FN’s årlige, internationale dag for mennesker med et handicap. Priserne er en særlig anerkendelse til personer, virksomheder eller organisationer, der gør noget ekstraordinært for at styrke handicappedes livsvilkår i Odense. De tre priser er: Initiativprisen, Tilgængelighedsprisen og Uddannelses- og Jobprisen.

Læs mere om Odense Handicapråds handicappriser: www.odense.dk/handicapprisen

Billedtekst

Vinderne af handicappriserne 2022. Fra venstre: Keld Gantzhorn, Formand for Parkinsonforeningen Klub Odense. Susanne Egelund Jensen, rehabiliteringsleder på Bofællesskabet Næsbyhus og Jesper Larsen, direktør hos bilfirmaet C.A. Larsen

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top