Stor bevilling skal forbedre børns trivsel og læring i Odenses folkeskoler

Stor bevilling skal forbedre børns trivsel og læring i Odenses folkeskoler

Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen er glad for A.P. Møller Fondens bidrag til Odense Kommunes arbejde for at give byens børn lige muligheder for at udvikle sig positivt personligt, socialt og fagligt.

– Når børn tager afsted i skole om morgenen, skal de glæde sig til at være sammen med venner og voksne i skolen, fordi de føler sig som en del af et fællesskab, og de skal gå hjem fra skole klogere, end da de kom. Alle børn i Odense skal have mulighed en god skoledag med plads til alles forskelligheder. Det er en svær men absolut meningsfuld opgave, og derfor er det godt for elever og medarbejdere, at vi nu tager endnu flere redskaber i brug for at lave god skole for alle, siger Susanne Crawley Larsen.

Som i flere andre kommuner oplever Odense Kommune, at en stigende andel af eleverne i folkeskolen har brug for et andet skoletilbud end den almene folkeskole. Den udvikling ønsker kommunen at vende, så flere elever profiterer af at være en del af det almene klassefællesskab på den lokale folkeskole. Derfor skal skolernes medarbejdere og ledere intensivere det løbende arbejde med at udvikle læringsmiljøerne. Det kræver et forstærket fokus på at udvikle og afprøve forskellige metoder og undervisning, der tager højde for at børn lærer på forskellige måder.

Samtlige medarbejdere på skolerne får ny viden

Den nye indsats “Sammen om mangfoldige læringsmiljøer” indebærer, at samtlige medarbejdere på folkeskolerne i Odense Kommune får adgang til ny viden og engageres i systematisk samarbejde om at tilrettelægge undervisningen, så den i højere grad møder alle elever.

Skolechef Nikolaj Juul Jørgensen fremhæver, at der nu udvikles en metodik, der bliver fælles for alle hjørner af kommunen – men samtidigt har plads til, at den enkelte skole tilpasser modellen efter sin virkelighed.

– Ingen lærer eller pædagog kan alene løse opgaven med at inkludere alle børn, de møder i skolen. Det er en fælles opgave, hvor man hjælper hinanden til at se på, hvilke metoder der virker på hvilke børn. Vi må huske os selv på, at børn er, som de er – og det er de voksne, der skal øve sig i at lave undervisning og pædagogik, der rammer og rummer eleverne. Og sådan skal det være på hver og en af vores skoler – derfor har vi også valgt, at det er alle medarbejdere og skoleledere, der kommer til at få en metodik for, hvordan de løfter den del af arbejdet, siger skolechef Nikolaj Juul Jørgensen.

Agenter går forrest

Den forstærkede indsats bygger videre på de resultater og den kapacitet, der blev opnået i 2015-2017, hvor Odense Kommune med støtte fra A.P. Møller Fonden gennemførte projektet “Inkluderende læringsmiljøer for børn og unge i Odense”. Projektet resulterede dengang i ny viden og nye kompetencer hos medarbejderne, et styrket samarbejde mellem skolens fagprofessionelle og udvikling af en ny vejlederkultur på skolerne. 

Efterfølgende har skolerne arbejdet på at forankre og tilpasse viden og metoder lokalt. Som en del af projektet blev der også etableret og uddannet et rejsehold på otte særligt uddannede fagpersoner, som hjalp med, at viden og teori blev omsat til praksis ude på skolerne. 

Den erfaring følges nu op med, at hver skole får uddannet nøglepersoner: De skal som agenter understøtte lærere og pædagogers samarbejde om at tilrettelægge en mere varieret og differentieret undervisning. Agenterne kommer til at fungere som en slags spillende trænere på egne skoler, når det kommer til at få kollegaerne til at samarbejde om en skoledag, hvor flere børn er en del af fællesskabet.

Skolernes psykologer spiller også en central rolle i indsatsen. Ud over at deltage i samme kompetenceløft som agenterne skal de også understøtte ledelse og medarbejdere i at arbejde vidensbaseret og systematisk med elever i vanskeligheder

Fakta

  • Projektet “Sammen om mangfoldige læringsmiljøer” har modtaget 9 millioner kroner fra A.P. Møller Fondens folkeskoledonation. Folkeskoledonationen skal bidrage til at styrke folkeskolen til gavn for alle elever gennem støtte til efter- og videreuddannelse for lærere, pædagoger og skoleledere. Fonden støtter faglig opkvalificering af høj kvalitet inden for alle folkeskolens fag, almen professionsudvikling og generel kapacitetsopbygning.
  •  “Sammen om mangfoldige læringsmiljøer” har start i efteråret 2022.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen