Odinskolen tager form

Det var eleverne på de to nuværende skoler, Abildgårdskolen og H.C. Andersen Skolen, der foreslog navnet til den kommende fusionerede skole, Odinskolen. Og det er da også den nordiske mytologi om Odin, der har inspireret til skolens nye logo. Odins to ravne, Hugin og Munin, har lagt figur til logoet, som med sit robot-lignende udseende afspejler visionen om, at Odinskolen skal være ‘Verdens bedste Robotskole’.

– Den nye skole i Vollsmose, Odinskolen, er hjerteblod for mig. Jeg har to store mål med skolen, dels at den bliver et samlingspunkt – en moderne fortolkning af et forsamlingshus – for hele Vollsmose. Samtidig skal der være et benhårdt fokus på faglighed inden for den ramme, vi kalder ‘Verdens Bedste Robotskole’. Jeg ved, at det er store ambitioner, men jeg ved også, at alle lige fra forældre, medarbejdere, håndværkere, erhvervsliv, børn, politikere, skoleledelse og mange flere knokler for det. Alle med det formål at skabe en fantastisk skole, som hele Odense kan være stolt af, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.  

Fælles skoleliv så småt startet

Efter sommerferien kan alle nuværende elever på Abildgårdskolen og H.C. Andersen Skolen skrive ‘Odinskolen’ på forsiden af bogbindet – fra da af er de del af samme skole. De kommende klassekammerater har på flere måder allerede taget hul på det fælles skoleliv fx er eleverne i 3. klasse på de to skoler blevet pennevenner og lærer hinanden at kende på forhånd.

Corona-nedlukningen af skolerne har aflyst eller omlagt en del planlagte fællesaktiviteter for elever og medarbejdere på de to nuværende skoler. Til gengæld har de tomme gange gjort det lettere for håndværkerne at komme til, når de lige nu moderniserer Abildgårdskolen. 

Lige efter vinterferien røg de første af de gamle lofter, døre og lamper ned og siden er der arbejdet på at gennemrenovere klasselokaler og fællesrum. Efter sommer får bl.a. skolekøkkenet, musiklokalet, SFO’en og udearealerne en overhaling. Til nytår står Odinskolen helt klar til at rumme alle 600 elever på samme matrikel.

– Da håndværkere rykkede ind, prikkede det til medarbejdernes og elevernes forventninger til det færdige resultat. Undervejs gør vi alt, hvad vi kan, for at skabe tryghed og stabilitet for eleverne, som vil opleve en masse nyt det næste år i forbindelse med sammenlægningen af de to skoler. Ingen tvivl om, at vi glæder os til Odinskolen står færdig og vi får en skole, hvor vi fortsat har fokus på udvikling, faglighed og trivsel i mere moderne og inspirerende omgivelser, siger Odinskolens leder, Allan Feldskou.

Gode hverdagsfortællinger frem i lyset

Odinskolen går om en uge i luften med et fælles sted at kommunikere, nemlig skolens nye facebookside, som et par gange om ugen bringer små nyheder eller hverdagsfortællinger om skolelivet.

Både elevrådene og forældrebestyrelserne for de to nuværende skoler har det seneste år holdt fælles møder og er på vej mod en sammensmeltning. Senest havde forældrebestyrelserne fælles møde i torsdags og fik blandt andet præsenteret det nye logo.

– Det er spændende at være en del af noget nyt. Det bliver os, der bygger fundamentet for et nyt fællesskab, hvor vores børn går på den samme skole – og hvor vi forældre får samme mødested. Vi er glade for, at byrådet har vedtaget en vision, om at Odinskolens elever skal blive fagligt dygtige og også få særlige forudsætninger for at kunne begå sig i en verden, hvor robotter, it og anden teknologi fylder mere og mere. Vi håber, at elever fra andre dele af Odense også kommer til at sige, at Odinskolen er en skole, som jeg godt kunne tænke mig at gå på, siger de i en fælles udtalelse.

Ombygning for 56 millioner kroner

Byrådet besluttede i april 2020 at fusionere de to skoler i forbindelse med “Den sidste Vollsmoseplan”. Der er afsat 56 millioner kroner til moderniseringen, som er godt i gang. 

Derefter vil følge et trin 2, som skal sende skolen i retning af at være ‘Verdens bedste Robotskole’ i ‘Verdens bedste Robotby’, hvilket indebærer et særligt fokus på at indarbejde robotter og teknologiforståelse i undervisningen. Det er der i første omgang sat 25 millioner kroner af til i forbindelse med det seneste budgetforlig.

Den nuværende 0. årgang har taget forskud på Odinskolen, da de allerede sidste forår startede i fælles Forårs-SFO. 15. april fik næste kuld af Odinskoleelever endelig lov til at starte i dette års forårs-SFO, da skolen kunne hejse flaget og genåbne efter flere måneders corona-nedlukning. 

Yderligere fakta:

  • I december 2020 fik den nye skole sit navn, Odinskolen, som eleverne selv har været med til at bestemme. Læs mere om processen bag skolen nye navn her
  • Ledelsen på den nye skole vil bestå af en skoleleder, en socialpædagogisk leder, en afdelingsleder af børnemiljøet, en leder af ungemiljøet samt en læringsleder. Denne nye model for skoleledelse skal være med til at hæve det faglige niveau hos eleverne på Odinskolen. Læs mere om det her

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top