Odense Kommune øger opmærksomheden på smittespredning i alle tætbefolkede boligområder

Konkret er incidensen for Odense i dag 115,7 med i alt 237 smittede indenfor de sidste syv dage. I Vollsmose er der i alt 48 smittede og en incidens på 525,0 – det er en halvering sammenlignet med for en uge siden. Der er umiddelbart ingen sammenhæng mellem smittede i Vollsmose og de udbrud, der ses andre steder i byen, men fælles er, at det ofte opstår der, hvor folk bor tættere på hinanden.

Et forebyggende initiativ

Sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed følger Odense Kommune udviklingen i smitte tæt i sogne med tætbefolkede boligområder. Kommer incidensen i et sogn over 200 og er der mere end 10 smittede, vil vi have en øget opmærksomhed på ekstra forebyggende indsatser i området. Det skal ske i tæt samarbejde med boligorganisationer og private udlejere.

Borgmester Peter Rahbæk Juel har derfor sammen med repræsentanter fra sundhedsberedskabet i dag holdt møde med de almene boligorganisationer i Odense for i fællesskab at drøfte, hvordan der bedst sættes tidligt ind med forebyggende initiativer. De private udlejere af større boligkomplekser kontaktes også og fokus er bl.a. på tiltag som øget rengøring af fællesarealer, opsætning af spritdispensere i alle opgange og mere kommunikation om testmuligheder og isolation.

–       Det er bekymrende, når vi ser smitteudviklingen i de forskellige bydele, og derfor er det vigtigt, at vi handler hurtigt, så smitten ikke når at udvikle sig. Test, isolation og afstand er vejen frem, og værktøjerne skal også i spil ved mindre lokale udbrud i byen. Det er afgørende vigtigt, at vi er fælles om at løfte indsatsen, og derfor er jeg glad for det nu endnu tættere samarbejde med boligorganisationerne om at forebygge smitteudbrud, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Tiltag fra Vollsmose bredes ud

I forbindelse med den generelle opmærksomhed på Vollsmose, er der som noget nyt også blevet oprettet en rådgivningsenhed bemandet af fire to-sprogede nøglepersoner fra området. Hver dag hele ugen står de til rådighed og hjælper beboerne med at afklare spørgsmål om alt fra smitteforebyggelse, selvisolering, karantæne til test og oplyse om vaccine. Foreløbig er enheden nedsat for to måneder, men der vurderes løbende, hvad behovet er og om det skal forlænges yderligere.

Derudover vil den taskforce i området, som Odense Kommune nedsatte i februar, fremadrettet også komme byens øvrige bydele til gavn, så den kan arbejde ind i andre boligområder i byen, hvor smitten pludselig stiger og der er brug for et øget fokus.

–       Det betyder, at så snart der er antydning af en smittestigning et sted i Odense, så sætter vi hurtigt og forebyggende ind. Vores Taskforce er klar til at rådgive og gå i dialog med boligorganisationer, private udlejere og beboerforeninger i et område, så vi ved fælles hjælp får bremset et udbrud, inden det når at sprede sig, forklarer borgmester Peter Rahbæk Juel.

Odense Kommunes sundhedsberedskab overvåger dagligt smitteudviklingen i Odense og vil sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed er en øget opmærksomhed i de områder, hvor incidensen er over 200 og mere end 10 er smittede.

Odense Kommune vil ligeledes løbende kontakte boligforeninger og udlejere, hvor der kan være behov for en øget opmærksomhed.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top