Grønt boost til Odense: 70 hektar stort solcelleanlæg opføres næste år

Næste år begynder opførslen af et 70 hektar stort solcelleanlæg mellem Højby og Allerup i Odense. Onsdag aften godkendte byrådet nemlig lokalplanen for det nye anlæg. Solcelleparken kommer til at ligge tæt op ad Svendborgmotorvejen og bliver opført i 2022 af GreenGo Energy.

Solcelleanlægget bliver det største af sin slags i Odense og vil levere bæredygtig strøm over 11.000 husstande med et gennemsnitligt elforbrug. Med godkendelsen af anlægget mere end fordobles andelen af strøm, som odenseanere får fra solenergi.

Selvom der endnu er et stykke vej til ambitionen om, at Odense skal være en klimaneutral by i 2030, så er den nye solcellepark et stort skridt i den rigtige retning.

– Med godkendelsen af den nye solcellepark viser vi meget tydeligt, at Odense Kommune går forrest i den grønne omstilling. Anlægget vil år efter år producere store mængder bæredygtig strøm, og så har vi tilmed fundet en god løsning for lokalområdet, hvor naboerne er blevet tænkt ind, og der er lavet frivillige aftaler. Dermed viser Odense Kommune vejen for lignende projekter i Danmark og tager et stort ansvar for en bæredygtig fremtid, siger rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Christoffer Lilleholt (V).

En oplagt placering

Det er GreenGo Energy som står for opførslen af den store solcellepark. Virksomheden udvikler solcelleanlæg i hele Danmark, og vicedirektør Sonny Englund glæder sig over placeringen i Odense.

– Området er oplagt til en solcellepark. Med de mange solskinstimer på Fyn kan vi få en stor effekt ud af anlægget og dermed producere en stor mængde grøn energi. Vi oplever desuden, at Odense Kommune ser meget positivt på vedvarende energi og ønsker at være en aktiv medspiller i den grønne omstilling, hvilket selvfølgelig også betyder meget for os, siger han.

Solcelleparken vil blive afskærmet med 10 meter brede beplantningsbælter ud til boliger og de arealer, der er udpeget som grøn struktur i Kommuneplan 2020.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top