Lige nu arbejdes der på højtryk for at finde de gode løsninger for, hvordan eleverne fra 6. til 10. årgang kommer tilbage. Det sker i tråd med myndighedernes anbefalinger og med fokus på at tilpasse lokaler, uderum, håndvask og hygiejne til de retningslinjer, der kom fra myndighederne onsdag aften.
Fra mandag kan alle 7000 elever fra Odense-folkeskolernes 6. til 10. klasse igen være fysisk sammen med klassekammerater og lærere.
– Alle skoler åbner for de ældste klasser mandag, men der vil være lokale forskelle, fortæller Nikolaj Juul Jørgensen, der er skolechef i Odense Kommune.
På nogle af skolerne er der plads og lærerkapacitet nok til at eleverne fra 6. – 10. årgang kan få 23-24 ugentlige timer fysisk på skolen, mens andre kun har ressourcerne til 10-12 fysiske timer, der så suppleres af fjernundervisning. For alle skoler vil det være en kombination af fysisk fremmøde og fortsat fjernundervisning.
– Det afhænger af skolens matrikel, og hvor mange lærere der på de enkelte skoler er i risikogruppen og derfor arbejder hjemmefra, siger skolechefen.
Undervisning inden for skoletiden
Både den fysiske undervisning på skolen, og den digitale vil ligge inden for den almindelige skoletid, som typisk er fra klokken 8 til cirka 15. Nogle enkelte af skolerne vil skulle dele dagen op i to for at få kvadratmeterne til at række.
På den måde kan de yngste elever få undervisning om formiddagen, inden der gøres grundigt rent, hvorefter de ældste elever så får plads til undervisning om eftermiddagen.
Forældre får nærmere besked i Aula
Hvis du har et barn i 6. – 10. klasse, får du nærmere besked fra dit barns skoleleder via Aula, men Nikolaj Juul Jørgensen understreger, at alle modeller og lokale forskelle bygger på de samme fire principper:
1. Det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt.
2. Det skal være både pædagogisk og læringsmæssigt bæredygtigt.
3. Der skal være et forsvarligt undervisningsmiljø for eleverne og et forsvarligt arbejdsmiljø for medarbejderne.
4. Løsningerne skal være langtidsholdbare.
Da de endelige retningslinjer først kom onsdag aften, kan du som forælder forvente at få besked om, hvordan dit barns skole tager imod de ældste elever sidst på ugen. For eleverne fra forårs-SFO til 5. klasse er udgangspunktet, at den skoledag, de har kendt og haft siden midten af april, fortsætter uændret så vidt muligt.
Du kan finde svar på de oftest stillede spørgsmål om den gradvise genåbning på Odense Kommunes hjemmeside: www.odense.dk/corona. Siden bliver løbende opdateret i takt med, at myndighedernes anbefalinger ændrer sig.