Valg til Nyborg Byråd – Nyborg Kommune

Tirsdag 16. november 2021 afholdes der valg af 25 medlemmer til Nyborg Byråd. Valgperioden løber fra 1. januar 2022 til 31. december 2025.

Afstemningen

Afstemningen foregår fra kl. 8 til kl. 20 på i alt 13 afstemningssteder. Afstemningsstedet fremgår af det valgkort, som alle vælgere får tilsendt. På valgkortet er der også oplysning om vælgerens valgnummer og bordnummeret på det enkelte afstemningssted.

Kandidatlister

Kandidatlister der ved sidste kommunalvalg opnåede repræsentation i byrådet og fortsat er repræsenteret med mere end 50 % tirsdagen 9 uger før valgdagen, og som ønsker at blive fritaget for at indsamle underskrifter fra stillere, kan indlevere kandidatlisten i perioden 31. august 2021 -14. september 2021 kl. 12.

Kandidatlister, der ikke er fritaget for kravet om underskrifter fra stillere, kan indlevere kandidatlisten i perioden 14. september 2021 – 28. september 2021 kl. 12. Kandidatlisten skal være underskrevet af mindst 25 og maks. 50 vælgere i kommunen som stillere. En vælger kan kun være stiller for én kandidatliste.

Fælles gælder, at en kandidatliste ikke må indeholde mere end 29 kandidatnavne og skal indleveres til valgbestyrelsens formand, Borgerservice, Torvet 1, Nyborg inden for de førnævnte frister.

Kandidatlister kan indgå i listeforbund og/eller valgforbund. Anmeldelse herom skal ske skriftligt senest 4. oktober 2021 kl. 12 til valgbestyrelsens formand. Blanketter, som skal anvendes til kandidatlister og ved anmeldelse af liste-/valgforbund fås i Borgerservice.

Valgret

Valgret til Nyborg Byråd har alle, der på valgdagen er fyldt 18 år og har fast bopæl i kommunen, og som herudover enten:

  • har dansk indfødsret, eller
  • er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU, eller
  • er statsborger i Island eller Norge, eller
  • uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget de sidste 4 år forud for valgdagen.

Følgende personer har – uanset ovenstående – ikke valgret:

  • En udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1-2 er bortfaldet, men som ikke kan udsendes af landet.
  • En udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1-2, men som ikke kan udsendes af landet.
  • En udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§22-24 eller § 25c.
  • En udlænding, der er udvist ved endelig afgørelse efter udlændingelovens §§ 25-25b .
  • En udlænding, der ved registreringen i CPR som tilflyttet fra udlandet var indsat direkte til afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner jf. § 17, stk. 4 i lov om Det Centrale Personregister.

Når disse krav er opfyldt, kommer du automatisk på valglisten. 

Valgbar

Valgbar til Nyborg Byråd er alle, der har valgret til byrådet og som senest 4. oktober 2021 kl. 12 opfylder valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget.

Personer, der ikke er danske statsborgere, har ikke pligt til at lade sig opstille som kandidat til valget. 

Se den originale nyhed fra Nyborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top