Anna Emma Haudal er netop nu i gang med optagelserne til sin spillefilmsdebut VENUSEFFEKTEN, som delvist optages på Fyn i disse dage. På rollelisten ses bl.a. Johanne Milland Pedersen, Josephine Park, Sofie Gråbøl, Lars Mikkelsen og Morten Hee Andersen er på rollelisten.
Stortalentet Anna Emma Haudal, der fik sit gennembrud som instruktør og manuskriptforfatter på DR3’s hitserie DOGGYSTYLE, springer nu ud med sin første spillefilm som hun både skriver og instruerer. VENUSEFFEKTEN er en moderne romantisk komedie produceret af MOTOR og får biografpremiere over hele landet 25. december 2021.
Filmen er netop gået i optagelser, og med støtte fra FilmFyn, indspilles ca. 2 uger i Nyborg og Svendborg kommuner. Filmens producere Rikke Lassen og Lise Orheim udtaler:
”Med VENUEFFEKTEN ønsker vi os at indfange den helt særlige landlige charme og idyl, som findes i det fynske landskab, i det lokale forsamlingshus og på strandgrillen. Fyn er Liv og hendes familiens hjemstavn, det er Livs trygge base – her hvor hun har trådt sine barnesko, og hvor hun altid har forestillet sig, hun skulle bo.”
Udover filmens tilknytning af fynske holdmedlemmer er der også fynsk islæt blandt filmens hovedrolleindehaver:
”I rollen som Liv har vi castet det unge stjernefrø Johanne Milland Pedersen, der med rollen i VENUEFFEKTEN debuterer som filmskuespiller, og vi kan her løfte sløret for, at Johanne har fynske rødder” siger Rikke Lassen og Lise Orheim.
Kærligheden spirer på æbleplantagen
25-årige Liv bor i provinsen og har stadig ikke klippet navlestrengen til forældrene. Hun bruger det meste af sin tid på familiens æbleplantage og har ikke fundet sig selv endnu. Men da hun helt uforberedt forelsker sig i den kaotiske og eventyrlige Andrea, vender det op og ned på hele hendes liv. Hun er splittet mellem trygheden blandt æbletræerne hos forældrene og det spændende storbyliv med Andreas progressive venner. Og da tingene samtidig tager en højst uventet drejning i familien, må Liv én gang for alle finde ud af, hvem hun er, og hvor hun hører til. VENUSEFFEKTEN er en romantisk komedie om at turde elske hinanden og sig selv – en sjov og varm fortælling om at finde sig selv i kærligheden.
Rundt om Josephine Park og Johanne Milland Pedersen kan publikum bl.a. glæde sig til at se Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl som Livs forældre Klaus og Gitte, Morten Hee Andersen som Livs bror Jonas, Jeanett Albeck, Karoline Brygmann, Olivia Joof, Camilla Lau og Amanda Radeljak som Andrea’s veninder i København samt Alvin Bursøe, Annette Støvelbæk, Anne Sofie Wanstrup, Clint Ruben, Ulver Skuli Abildgaard og Andrea Alma Øst Birkkjær i øvrige roller.
Holdet bag VENUSEFFEKTEN
Filmen er skabt af en række af hovedkræfterne bag Doggystyle. Foruden Anna Emma Hauland som instruktør og manuskriptforfatter er også producer Rikke Lassen med ombord igen. Sammen med Lise Orheim Stender producerer hun filmen for MOTOR. Fotograf er Valdemar Cold Winge Leisner, og Sabine Hviid og Helle Lygum Justesen er Production Designere.
VENUSEFFEKTEN er støttet af Det Danske Filminstitut v/ Konsulentordningen, FilmFyn og DR. Filmen distribueres i Danmark af Scanbox Entertainment.
For yderligere kontakt:
FilmFyn, Direktør Klaus Hansen: klaus@filmfyn.dk, 2081 0959
HAVE, Rikke Hesselholt: rikke@have.dk, 2843 3893
Foto: Filmens cast fra venstre: Morten Hee Andersen, Josephine Parks, Johanne Milland Pedersen, Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen. Kreditering: Christian Geisnæs.