Afgørelse om Nyborg Slot giver medhold til klagere

Afgørelse om Nyborg Slot giver medhold til klagere

Miljø- og Fødevareklagenævnet har netop truffet afgørelse i en klagesag om projekt Nyborg Slot. Et flertal i nævnet giver klagerne medhold, og dermed kan det planlagte byggeprojekt ikke realiseres.

Afgørelsen betyder, at et planlagt byggeprojekt, der skulle nyfortolke og genskabe Nyborg Slot som det firefløjede fæstningsværk, det var i middelalderen, ikke kan realiseres i den foreliggende form.

Borgmester i Nyborg Kommune,  Kenneth Muhs, siger: 
– Vi tager naturligvis Miljø- og Fødevareklagenævnets længe ventede afgørelse til efterretning. Men vi er nærmest chokerede over afgørelsen og dens indhold. Det er en meget trist dag for projektet, og ikke mindst for Nyborg Kommune, hvor den lokale opbakning til projektet er og har været utrolig stor – senest i forbindelse med indvielsen af det nye Torv for bare få uger siden. Men nu må projektets parter bruge den næste tid på at fordøje afgørelsen og drøfte, hvad vi gør herfra. 

Direktør for Østfyns Museer, Erland Porsmose, udtaler:
– Vi er meget forundrede over Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse. I forhold til andre store restaurerings- og byggeprojekter på fredede fortidsminder de seneste år, f.eks. i Vordingborg, Jelling, Tønder og Koldinghus, er der for os at se tale om en langt mere restriktiv og dermed ændret praksis på området. I Nyborg var hele formålet med projektet at gøre slottet tilgængeligt og forståeligt for alle. Projektet har igennem årene været forelagt og bifaldet af seks kulturministre, og senest har Folketingets finansudvalg i juni 2020 godkendt det øgede budget for det færdigt reviderede projekt. Med klagenævnets afgørelse er projektets grundlæggende idé udfordret. Men nu må projektets parter bruge den kommende tid på at drøfte, hvad vi gør i denne for projektet helt nye og uventede situation.

Det var de fire klageparter “Foreningen for Gamle Bygningers Bevaring”, “Kultur & Arv”, “Foreningen for Nyborgs Forskønnelse” og “Europa Nostra Danmark”, der havde indbragt sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagesagen blev indledt i juni måned 2019 og har siden været under behandling i Miljø- og Fødevareklagenævnet. 

Læs Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse

For yderligere oplysninger, kontakt

Kenneth Muhs, borgmester, tlf. 2159 9966.
Lone Mørup, pressechef, tlf. 2594 0599.
Erland Porsmose, museumsdirektør, tlf. 6160 1003.
Mette Ladegaard Thøgersen, afdelingsleder, tlf. 2971 0767.

Se den originale nyhed fra Nyborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen