Topmoderne skole til de store elever på Islands Brygge

Eleverne fra 6.-9. klasse på Skolen på Islands Brygge har fået deres helt egen skole, der bliver indviet fredag den 1. oktober.

Fredag den 1. oktober 2021 er der officiel indvielse af Skolen på Islands Brygge – Udskolingen, hvor små 600 elever fra de store klasser er rykket ind efter sommerferien. 

”Islands Brygge er en voksende bydel, som tiltrækker mange børnefamilier. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har givet udskolingen et stort løft, så de ældste elever kan lære og udvikle sig i inspirerende nye rammer. Det er samtidig et stort plus, at lokalområdet kan få gavn af skolens mange forskellige faciliteter,” siger overborgmester Lars Weiss (S).

Den 10.000 kvadratmeter store skole på Artillerivej 130 bliver indviet fra kl. 10.00 med taler fra blandt andet børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen og kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde foruden skoleleder Aase Hammer og repræsentanter fra elevrådet. 

Et unikt ungemiljø

”Den nye skole på Islands Brygge er et konkret eksempel på vores store arbejde med at styrke udskolingen på de københavnske folkeskoler. Skolens største elever får nu deres helt egen skole, der giver nogle muligheder for at skabe et unikt ungemiljø, og som kan gøre de sidste skoleår både sjovere, mere inspirerende og lærerige,” siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S). 

”Det er afgørende, at vi tænker i flere funktioner og bygger smartere, når vi udvikler byen. Med både idrætshal og madskole tilknyttet Islands Brygge Skole vil det give helt nye muligheder for kultur- og fritidsaktiviteter både inden- og uden for skoletid, og det vil komme både skolebørn og beboerne på Islands Brygge til gode,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

Den nye udskolingsskole er en del af Skolen på Islands Brygge, som også har adresse på Artillerivej 57. Her vil om- og tilbygningen, når den er færdig, kunne rumme syv spor for 0.-5. klassetrin i Skolen på Islands Brygge – Basisskolen. 

Skolen på Artillerivej 130 er designet til at skabe et skolemiljø, der passer til de store elever. Foruden plads til syv spor fra 6.-9. klassetrin rummer skolen en idrætshal, en madskole og et produktionskøkken.

”Vi har skabt et miljø, hvor både rammerne og undervisningen centrerer sig om de ældste klasser. Lærere med særlige ekspertiser står for undervisningen, der foregår i faglokaler frem for det traditionelle klasseværelse. Det udfordrer børnene og giver dem et større ansvar. Samtidig har det også være vigtigt ikke at lave et ”mini-gymnasium”. Der skal også være plads til leg og kreativitet, for det er jo stadig en skole til børn – bare de større af dem. Jeg synes virkelig, at eleverne har taget godt imod den nye skole,” siger skoleleder Aase Hammer. 

Åbner for områdets beboere

Bygningen har en udvendig trappe fra Drechels plads, som binder pladsen og tagetagen sammen – og skaber adgang til steder, hvor man kan mødes, studere, dyrke grøntsager og lege. Det ca. 3.000 m2 store område på taget er til eleverne i skoletiden, men vil også være åbent for områdets beboere. 

Når man træder ind i bygningen, åbner stueetagen sig i et stort atrium, som skal bruges til kantine, ophold, gruppearbejde, mødeaktiviteter etc. I direkte forbindelse med atriet ligger reception, produktionskøkken, madkundskabslokale og idrætshallen, som i skoletiden skal bruges til idrætsundervisning, men som efter skoletid kan bruges af områdets beboere og lokale idrætsforeninger. 

Ud over idrætshallen vil de fleste faglokaler også kunne bruges af fritidsbrugere efter skoletid, og skolen bliver dermed i høj grad en gevinst for hele området.

Kontakt

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen via pressekonsulent Søren Kitaj på 22 42 00 32 eller sd0g@kk.dk  

Overborgmester Lars Weiss via pressekonsulent Rikke Sofie Storgaard på 24 91 10 92 eller il2r@kk.dk

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde via pressekonsulent Morten Vikær Hermansen på 24 87 91 88 eller nw0w@kk.dk

Se den originale nyhed fra Københavns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top