Skolerne skal genbesøge deres indsatser for de elever i de store klasser, der har brug for en særlig indsats.
Børne- og Ungdomsudvalget blev på udvalgsmødet onsdag d. 29. april enige om at gøre mest muligt for de udsatte elever, der har det svært med den fortsatte skolelukning.
Udvalget deler den bekymring, som både pædagoger, lærere og skoleledere giver udtryk for om elever, der har brug for en særlig indsats. Udvalget ønsker at sende et klart signal til skolerne om, at de udsatte elever i 6-9 klasse ikke må glemmes. Skolerne står med en stor opgave, og lærerne gør allerede en kæmpe indsats i en helt uvant situation, og der er rigtig mange gode eksempler på, hvordan skolerne arbejder med børn og unge, der har brug for en særlig indsats. Skolerne skal fortsat sikre det fokus, og der skal allerede nu igangsættes særlige forløb for børn i udsatte positioner.
Elever med særligt behov må godt samles fysisk
Indenfor bekendtgørelsen om nødundervisning har skolerne mulighed for at tilrettelægge forløb for udsatte elever med bl.a. fysisk undervisning på skolerne. Det er vigtigt, at lærerne løbende vurderer, om den lange periode uden fysisk kontakt med kammerater medfører, at flere elever mistrives og dermed har brug for en særlig indsats. Hvis det er tilfældet, og der bliver behov for at udvide nødundervisningen, skal forvaltningen hjælpe skolerne med, hvordan de – indenfor de sundhedsfaglige rammer – benytter denne mulighed fuldt ud.
Udvalget er enige om, at der skal igangsættes turbo- og intensive læringsforløb og laves en plan for sommerskole for de elever, der kommer til at halte bagefter efter nedlukningen, så de ikke falder fagligt bagud. Københavns Lærerforening og Skolelederforeningen i København skal inddrages i, hvordan man bedst understøtter skolerne i arbejdet.
Kreative løsninger
På trods af de mange udfordringer, som nedlukningen har medført, så har det også bidraget til at afprøve og udvikle en lang række modeller for fjernundervisning og kreative løsninger. Der er fx udviklet en række digitale undervisningsforløb, der deles på en fælles portal mellem skolerne, der gennemføres virtuelle møder mellem elever og lærere i form af klasseundervisning, gruppe- og individuel vejledning, samt ved forpligtende elevarbejdsfællesskaber (inddeling af elever i faste grupper, som mødes virtuelt).
Samtidig rækker en række civilsamfundsaktører ud og ønsker at bidrage. Børne- og Ungdomsudvalget er derfor enige om, at forvaltningen skal gribe muligheden, og samle de gode ideer til aktiviteter, der styrker det sociale hos byens børn og unge i en svær tid, så vi udnytter den innovationskraft, der er i samfundet lige nu til nye måder, der også i fremtiden kan styrke unges fællesskab på trods af, at de skal holde afstand.
Folketingets partier har netop afsat 60 millioner til at få udsatte børn godt tilbage i skolen. København vil bruge den håndsrækning til at sikre, at kommunes udsatte børn og unge kommer godt tilbage og får indhentet det faglige efterslæb, som nedlukningen har givet.
Fakta
- Byens 6.-10. klasser har ikke været i skole siden 16. marts.
- Alle Folketingets partier har indgået en aftale om hjælp til sårbare og udsatte grupper.
- Aftalen indebærer bl.a., at der afsættes 60 millioner til at få udsatte børn godt tilbage i skolen
Desuden afsættes der 10 millioner i tilskud til frivillige organisationer til støtte af udsatte børn i dagtilbud og skole.
Kontakt
Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen, via konstitueret pressechef Jørgen Bredvig Skadhede på pressetelefon 29 45 40 73 eller ks8d@kk.dk