En stormflod i København kan koste samfundet 28 milliarder kroner

Det er en kæmpe opgave at sikre mod stormflod. Københavns og Hvidovre Kommuner inviterer derfor staten, Tårnby og andre kommuner med.

Når den næste store storm rammer hovedstaden og presser store vandmasser op fra syd, kan det medføre voldsomme oversvømmelser. I værste fald kan det betyde tab for op mod 28 milliarder kroner, vurderer en ny analyse, som Københavns og Hvidovre Kommuner har lavet med støtte fra Realdania og Miljø- og Fødevareministeriet.

Ud over de åbenlyse ødelæggelser efter vand i gader og huse kan en enkelt stor stormflod påvirke væsentlig infrastruktur som Metroen og især lufthavnen. Dermed er det ikke kun husejere i København og Hvidovre, der vil blive ramt, men også pendlere i hele hovedstadsområdet, og flypassagerer vil blive påvirket i årevis, hvilket er en af hovedårsagerne til de store samfundsomkostninger ved en stormflod. Derfor er det bydende nødvendigt, at der handles hurtigt, men kommunerne kan ikke gøre det alene

Analysen peger på, at de løsninger, som hidtil har været planlagt med sikring syd for Kalveboderne, ikke er tilstrækkelige, og at de eksisterende diger ikke er nok. Samtidig viser analysen, at der er en klar samfundsøkonomisk gevinst ved at sikre mod oversvømmelser, og den vil blive endnu større, hvis man tager flere kommuner med.

Mens der med Lynetteholm er lagt planer for sikring mod stormfloder fra nord, mangler der fortsat tilstrækkelig sikring mod de værste stormfloder, der kan komme fra syd. Ifølge analyserne vil oversvømmelserne potentielt ramme en lang række kommuner langs kysten, herunder København og Hvidovre. Med etablering af Holmene – ni øer syd for Avedøre Holme – vil de også kunne bidrage til sikringen mod syd.
 

Modningsprojektet

Modningsprojektet har modtaget støtte fra og indgår i netværk med Partnerskabet ”Byerne og det stigende havvand” mellem Realdania og Miljø- og Fødevareministeriet. Partnerskabet støtter en række kommuners arbejde med at finde svar på, hvordan byerne kan møde fremtidens udfordringer med stigende havvandsstigninger og stormfloder.

Der er støttet 8 projekter, som skal komme med nytænkende bud på løsninger. Modningsprojektet er et af de 8 projekter. Modningsprojektet har belyse en række forhold inden for teknik, jura, miljø, merværdi og finansiering. Resultatet af modningsprojektet vil udgøre en del af beslutningsgrundlaget for, om der skal udvikles konkrete forslag til en stormflodssikring. Der har desuden været dialog med en bred kreds af interessenter.

Se den originale nyhed fra Københavns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen