Gangtunnelen under Sølvgade skal renoveres de kommende seks måneder, hvilket betyder, at biltrafikken ensrettes i det meste af perioden.
Der er utætheder i den gangtunnel, der går under Sølvgade mellem Rigensgade og Kongens Have. Derfor er det nødvendigt at reparere betonen på både indersiden og oversiden af tunnelen.
Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune vil derudover etablere fugtisolering på oversiden af tunnelen og overfladebehandling inde i tunnelen. Arbejdet går i gang i slutningen af denne måned og ventes færdigt til maj 2022.
Renoveringen betyder, at gangtunnelen vil være spærret for passage i hele perioden, men også biltrafikken vil blive påvirket af arbejdet. Sølvgade vil blive ensrettet fra uge 44 for biltrafik i retning fra Kronprinsessegade til Øster Voldgade, men man vil fortsat kunne færdes til fods og på cykel i begge retninger.
”Vi får repareret utæthederne i gangtunnelen, så vi fortsat kan sikre gode forhold for de fodgængere og særligt skolebørn, der benytter den. Desværre er det også nødvendigt at inddrage vejbanen i forbindelse med arbejdet. Vi vil dog udføre arbejdet i etaper, så trafikken bliver generet mindst muligt,” siger Henriette Hall-Andersen, der er områdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune.
Der forventes intet støjende arbejde om natten.