Ros til lærerne for den virtuel undervisning
Greve Kommunes skoleelever mødte efter nytår op til virtuel undervisning. Det er en udfordring for både lærere og elever, men alle får det bedste ud af det.
Mandag morgen efter juleferien klokken 8.00 sad skoleelever fra alle kommunens skoler klar ved deres pc-skærme derhjemme på børneværelser og ved køkkenborde.
Juleferien var slut, og de skulle i skole – hjemmefra. I weekenden havde lærerne forberedt sig, så både teknik og pædagogik var på plads, og det kunne mærkes på børneværelserne.
“It-systemer og apps virkede. Lærerne var velforberedte. Alle kunne bare gå i gang”, siger Claus Jensen, udvalgsformand for Skole – og Børneudvalget. Han oplevede det på nærmeste hold, for han var selv hjemme med sine fire børn, der alle var i gang ved hver sin skærm.
Forberedte sig i weekenden
Kim Andersen er lærer for de ældste klasser på Holmeagerskolen. I weekenden havde han blandt andet været på skolen for at scanne de sidste dokumenter ind, så han var helt klar til at undervise over computerskærm og telefon.
“Hjemmeundervisning er ikke optimalt for hverken lærere eller elever, men en positiv ting er dog, at skærmen tvinger os lærere til at tale lidt mindre, og det får vi ros for af eleverne. I stedet for at snakke meget, er vi nødt til at undervise struktureret og afvekslende, hvor vi sikre os, at alle elever hele tiden er med. Det er en spændende udfordring, men når det er sagt, synes vi altså, at det er bedre at gå rigtigt i skole”, siger Kim Andersen.
Eleverne roser lærerne
Det bekræfter tre af hans elever. De skriver sådan her på en sms:
“Onlineskole er rent ud sagt noget møg, men når det er sagt har vi nogle fantastiske lærere, som virkelig gør en indsats for at det bliver interessant. De sørger for forskellige aktiviteter, så vi både laver noget fagligt og har det sjovt samtidig”, skriver Naja Andersen, Cecilie Thomasen og Isebella Ringgård.
De tre elever tilføjer i sms’en, at de trods alt er glade for, at de bor i Danmark under coronakrisen:
“i sidste ende skal vi bare være glade for, at vi er så privilegerede at vi bor i Danmark og har det godt i forhold til alle de mennesker, der har det langt værre end os. Så overlever vi nok med lidt onlineundervisning”.
For Kim Andersen betyder det meget, at han jævnligt taler i med eleverne en ad gangen, når de har udfordringer.
“Det er meget intenst, og der kan jeg mærke, at de udvikler sig fagligt og bliver bedre”, siger han.
Udvalgsformand er imponeret
Claus Jensen er fuld af lovord over lærernes indsats under svære vilkår.
“Jeg er imponeret over, hvad de præsterer. Lærerne formår at give børnene en følelse af at være sammen og samtidig har de øje for hver enkelt elev”, siger han.
De foreløbige meldinger fra skolerne i Greve lyder på, at der generelt har været en god start på hjemmeundervisningen, selvom regeringens sene udmelding kun gav lærere, pædagoger og andre medarbejdere kort varsel.
“Mit indtryk er, at medarbejderne udviser et imponerende engagement og gåpåmod”, siger Claus Jensen.
Han understreger, at han og de øvrige medlemmer af Skole- og Børneudvalget løbende får orientering om, hvordan coronarestriktionerne påvirker undervisningen, og at de siger tak til både lærere og øvrige medarbejderne for deres indsats.