Økonomien er rustet til et uforudsigeligt år
Greve Kommune har styr på udgifter og indtægter, og der er råd til, at 2021 stadig står i coronaens tegn, viser årets første gennemgang af økonomien.
Økonomien i Greve Kommune er solid, og der er også penge til at håndtere uforudsete udgifter.
Sådan lyder borgmester Pernille Beckmanns konklusion på den gennemgang af kommunens økonomi, som blev fremlagt på byrådsmødet i går.
“Greves økonomi er bundsolid. Vi har formået at klare os igennem et fuldstændig uforudsigeligt corona-år uden at miste overblikket og styringen med udgifter og indtægter. Vi har penge i kassen. Og vi har også en buffer, så vi kan klare endnu et uforudsigeligt år. Kort sagt; vi står godt,” siger borgmester Pernille Beckmann.
Trods corona er Greves økonomi solid
Sidste år rystede corona-pandemien økonomierne i Danmark. Både staten, regioner og kommunerne måtte bruge penge på corona-udgifter, som både var umulige at forudsige og svære at styre.
Alligevel viser gennemgangen, at Greve Kommunes økonomi er klar til endnu et år, som stadig er i coronaens tegn.
“Vi kan glæde os over, at vi ser ind i et år, hvor vi er dækket godt af. På trods af pandemien og al dens uforudsigelighed har vi beholdt den stramme styring af udgifterne, som vi har haft de seneste år,” siger Pernille Beckmann.
Politikerne følger økonomien tæt
Byrådet følger Greve Kommunes økonomi tæt. Politikerne får løbende opdateringer på, hvordan virkelighedens udgifter og indtægter er i forhold til budgettet, og på byrådsmødet var det årets allerførste opdatering – den såkaldte Budgetopfølgening 0 – som blev fremlagt.