Fuld fart på integrationen i Greve
Den årlige status på handleplanerne for Greve Kommunes Integrationspolitik 2015-2019 viser, at integrationen går fremad i Greve. Det gælder blandt andet i forhold til arbejdsmarkedet, hvor et stigende antal flygtninge og indvandrere bliver aktiveret. Og faktisk viser en ny rapport fra KORA, at Greve Kommune er blandt de kommuner i landet, der har størst succes med at få personer under integrationsprogrammet i beskæftigelse.
Flere tosprogede gennemfører en uddannelse
Det går også godt på mange af politikkens øvrige indsatsområder. Den årlige status viser eksempelvis, at andelen af tosprogede unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, næsten er kommet på niveau med andelen af unge med dansk baggrund. Derudover er der også sket en markant stigning i andelen af kursister i Greve Kommunes integrationsprogram, som inden for fem år består en prøve i dansk.
Formanden for Trygheds- og Integrationsudvalget, Gert Poul Christensen (O), er positiv over udviklingen og håber på at se flere gode resultater i den kommende tid.
”Vi kan jo kun være glade, når vi ser, at indsatserne rent faktisk virker. Vi måler løbende på indsatserne fra handleplanerne, og jeg glæder mig til at følge den videre udvikling”, siger han.
Styrket indsats for de mindste
Integrationspolitikkens handleplaner fokuserer desuden på at styrke de tosprogede børn og unges ressourcer. Der er i den forbindelse igangsat forskellige indsatser, som skal kompetenceudvikle medarbejdere i institutionerne og lærere på skolerne til at sprogstimulere børnene og styrke de tosprogede elevers faglighed.