Digitalt borgermøde: Få gode råd til at stoppe indbrudstyven
Greve Kommune inviterer sammen med politiet og Bo Trygt til et digitalt borgermøde om indbrud. Det sker på kommunens facebookside den 24. juni, klokken 19:00.
Når danskerne lige om lidt tager på sommerferie, så trækker indbrudstyvene i arbejdstøjet. Derfor er det et godt tidspunkt at gøre en ekstra indsats for at sikre sin bolig og sine naboer mod indbrud.
I den forbindelse afholder Greve Kommune den 24. juni et digitalt borgermøde om indbrudsforebyggelse. Her vil politiet blandt andet fortælle om indbrudstendenser i lokalområdet. Derudover får borgerne gode råd fra en indbrudsekspert, og så vil en tidligere indbrudstyv dele ud af sin unikke viden om indbrud.
Der vil undervejs være mulighed for at stille spørgsmål til de forskellige oplægsholdere via kommentarfeltet.
Nemt at deltage
Borgmester Pernille Beckmann håber, at der er mange borgere, som har lyst til at deltage i borgermødet, der kan følges direkte hjemme fra sofaen af.
”Vi samler alle de mennesker, som ved mest om indbrud i landet. Derfor er det en oplagt mulighed for Greveborgerne til at få alt den viden, som skal til for, at vi kan gå sommeren igennem uden at få besøg af ubudne gæster. Alt man skal gøre er at gå ind på kommunens facebookside, hvor borgermødet bliver vist direkte”, siger borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann.
Borgermødet bliver sendt via facebook.com/grevekommune, og man behøver ikke en facebookprofil for at se mødet.
Læs mere om indbrudsforebyggelse i Greve på greve.dk/slutmedindbrud.
Program for dagen
19:00 – Velkommen
19:10 – Fokus på indbrud v/ borgmester Pernille Beckmann
19:15 – Indbrudssituationen i Greve v/ politiinspektør John Jensen
19:35 – Skræm tyven væk v/ indbrudsekspert i Bo Trygt, Allan U. Nielsen
19:55 – Samtale med tyv v/programchef i Bo Trygt, Britt Wendelboe, og tidligere indbrudstyv, Daniel Iversen.
20:20 – Kommende tiltag v/ borgmester Pernille Beckmann
20:30 – Tak for i dag