Askerød ikke længere på ghettolisten

Kontakt

Jens Jensen

Rådhusholmen 10
2670 Greve
Tlf.43 97 34 88
jej@greve.dk

Askerød ikke længere på ghettolisten

Boligkvarteret Askerød er blevet fjernet fra den nationale liste over udsatte boligområder.

Boligområdet Askerød i Greve Nord kan nu ikke længere betegnes som et særligt udsat boligområde. Området er nemlig ikke længere med på den liste, som regeringen hvert år udgiver over landets særligt udsatte boligområder, den såkaldte ghettoliste.

Af den netop offentliggjorte liste fremgår det, at Askerød nu kun opfylder ét enkelt af de fem kriterier, der er afgørende for, om et område betegnes som særligt udsat. Det ene kriterium som Askerød stadig opfylder er kriteriet for andelen af 30 til 59-årige, der alene har en grunduddannelse. I Askerød udgør denne gruppe beboere mere end 50 pct. af samtlige beboere i aldersgruppen.  

”Vi glæder os naturligvis over, at Askerød nu ikke længere er på listen. Men vi skal fortsat arbejde på at styrke området og bebeboerne, for vi har jo set, at det er de lange seje træk, der virker” siger Greves borgmester Pernille Beckmann.

Sidste år opfyldte Askerød tre af de fem opstillede kriterier, og der er derfor tale om en bemærkelsesværdig positiv udvikling i området.

De fire kriterier, som Askerød ikke opfylder, er:

  1. At andelen af 18 til 64-årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 %, beregnet som et gennemsnit for de seneste to år.
  2. At andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 %.
  3. At antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,7 % af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste to år).
  4. At den gennemsnitlige indkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusiv uddannelsessøgende, er mindre end 55 % af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Se den originale nyhed fra Greve Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top