En erhvervsuddannelse er en praktisk uddannelse, der retter sig mod et bestemt erhverv. Her veksler uddannelsen mellem undervisning på skolebænken og oplæring på et lærested. Fredericia Kommune og Business Fredericia arbejder tæt sammen for at sikre, at der er lærepladser til alle de unge, der gerne vil tage en erhvervsuddannelse i Fredericia. Derfor er EUD-strategien vigtig, og man har stort fokus på, at det skal være attraktivt og muligt at tage en erhvervsuddannelse for alle de unge, der har lyst til det.
”Vi har stor fokus på de erhvervsrettede uddannelser og i den forbindelse også lærepladser, så vi er løbende i tæt dialog med Business Fredericia om, hvordan vi kan arbejde sammen her til gavn for både de unge og virksomhederne”, fortæller Pernelle Jensen, formand for Unge- og Uddannelsesudvalget.
Det er de enkelte elever, der skal søge en elevplads ude ved virksomhederne, og kvalifikationer og timingen skal gå op, for at elev og virksomhed kan få en aftale i stand. På EUC Lillebælt oplever man, at stort set alle elever, der søger i Fredericia, får en læreplads. Samtidig er der et godt samarbejde mellem skolerne og mestrene.
”Vi er glade for at få bekræftet, at der er lærepladser til langt de fleste, der ønsker en håndværksmæssig uddannelse, og som er klar til at yde en indsats både på skolebænken og i deres indsats ved at kontakte lokale håndværksmestre. Vi har et godt samarbejde med de forskellige uddannelsesinstitutioner og håndværksmestrene rundt i byen, og jeg ved eksempelvis, at VVS-mestrene i Fredericia efterspørger flere lærlinge. Derfor er min opfordring til de unge mennesker, der ønsker sig en læreplads: Tag din ansøgning i hånden og gå ud og aflever den personligt til virksomheden”, fortæller Michael Kristensen, formand for Fredericia Håndværkerforening.
Der vil naturligvis være tilfælde, hvor enkelte unge ikke har kunnet finde en læreplads på egen hånd. Her har uddannelsesinstitutionerne gennem dialog fokus på at lave det gode match for både de unge og for virksomhederne. Der kan også være enkelte tilfælde, hvor de unges personlige eller faglige kompetencer ikke rækker til at få en læreplads.