Fredericia vil være endnu vildere! | Nyheder

Vild, vildere, vildest. Fredericia Kommune har i flere år haft fokus på at rette op på naturen og øge biodiversiteten blandt dyre- og plantearter. Nu har Fredericia Byråd givet grønt lys til at skrue op for de vilde indsatser og deltage i miljøministerens konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune. Borgmester Steen Wrist ser konkurrencen som en god og inddragende måde at sætte fokus på et vigtigt emne. Han håber, at den kan få flere til at ville gøre en forskel for den trængte natur. 

”Det grønne område står højt på dagsordenen i Fredericia Kommune. I dag gør vi allerede rigtig meget lokalt for at fremme biodiversiteten. Blandt andet blomsterstriber og varierede naturområder, men hvis vi skal rykke, så er det vigtigt, at vi får alle med”, siger Steen Wrist, borgmester i Fredericia Kommune. 

Han ser samtidig deltagelsen som en naturlig forlængelse af den retning, der er sat med Fredericias bæredygtighedsstrategi ’Fredericia for Verdensmålene’, hvor livet i naturen er et selvstændigt indsatsområde.

Miljøminister retter blikket mod Fredericia 
Miljøminister Lea Wermelin opfordrer alle kommuner til at dyste om at blive Danmarks vildeste kommune. Konkurrencen er en del af Miljøministeriets kampagne ’Sammen om et VILDERE Danmark’, hvor målet er at få både kommuner og danskerne generelt til at dyrke, hylde og omfavne den vilde natur. 92 af landets 98 kommuner har tilmeldt sig konkurrencen – herunder Fredericia Kommune.

Kort før startskuddet tog hun til Fredericia for at høre mere om kommunens vilde indsatser. Mandag den 17. maj – samme dag, hvor byrådet skulle give grønt lys til deltagelsen i konkurrencen, deltog hun i indvielsen af Sommerfugleskoven ved Ydre Ringvej. Sommerfugleskoven bliver med sine fem hektar den største skov i Danmark, som er specielt designet til at skabe levesteder for mange forskellige sommerfuglearter. Skoven er formet som verdens største sommerfugl – set fra luften. 

Ministeren besøgte også Hannerup Park, som er et af de områder, som Fredericia Kommune er i gang med at gøre mere vild til gavn og glæde for dyre- og plantelivet. Blandt andet har flere af de døde træer fra Fredericia Vold fået nyt liv i parken, hvor de fungerer som levested for insekter og svampe. Der er netop anlagt et blomsterbed med vilde arter, og området bliver fremadrettet plejet med høslæt og holdt med slåede stier. 

Flere vilde blomster i vejkanten
Som formand for Miljø- og Teknikudvalget er Christian Bro med til at igangsætte og beslutte kommunens vilde indsatser. Han viste miljøministeren rundt under besøget og fortalte om de forskellige tiltag, som allerede er sat i værk – og som er på vej. 

”Vi har mange flere tiltag på vej, der skal fremme biodiversiteten i vores kommune. Nu kommer turen til vejkanterne, der skal have lov til at blomstre af sig selv. Dem hjælper vi godt på vej med en ny slåningspraksis, der skal fremme blomstringen. Det betyder, at nogle strækninger bliver slået tidligere end før. Det giver plads til andre ikke så konkurrencestærke planter og flere blomstrende arter”, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro.  

Ud over vejkanterne får Fredericia by flere vilde blomsterbede. For at skabe naturlig diversitet og levesteder udlægges dødt ved flere steder i de grønne områder i kommunen. 

Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget!
I dag råder Fredericia Kommune ”kun” over 10 pct. af kommunens samlede areal. Resten ejes af virksomheder og private. Mange af de tiltag, som kommunen har iværksat er derfor også rettet mod private – blandt andet en guide til vilde haver, der er lavet i samarbejde med foreningen ”Vild med Vilje”. Med deltagelsen i konkurrencen styrker Fredericia Kommune også tiltag målrettet virksomhederne i kommunen. Det sker i samarbejde med Business Fredericia.  

”Kommunen vil gerne understøtte virksomhedernes indsats for at gøre en forskel for naturen. Det kunne f.eks. være ved at lave forbindelseslinjer for særlige arter og i samarbejde med især større virksomheder etablere sammenhængende korridorer, der kan fremme biodiversiteten i vores industriområder”, siger Christian Bro, formand for Miljø- og Teknikudvalget. 

Fredericia Kommune er også i gang med at planlægge indsatser for biodiversitet i daginstitutioner og skoler.

Deltag med dit projekt
Alle kan deltage i konkurrencen ’Danmarks VILDESTE kommune’, som løber frem til udgangen af 2022. På Fredericia Kommunes hjemmeside har vi samlet en masse nyttig information om konkurrencen og kommunens vilde indsatser for borgere, virksomheder, foreninger og institutioner. Du kan også tilmelde dit eget projekt og være med til at synliggøre, hvor vild Fredericia er  

I Facebookgruppen ’DKVILD – Fredericia’ kan fredericianerne dele vilde tips og tricks 

Læs mere om konkurrencen ’Sammen om et VILDERE Danmark’ på Miljøministeriets hjemmeside

Fakta om konkurrencen ’Sammen om et VILDERE Danmark’

  • Biodiversiteten er i tilbagegang i hele verden. Arter uddør hurtigere end nogensinde før: 1 mio. dyre- og plantearter er i fare for at uddø. På den baggrund opfordrer Miljøminister Lea Wermelin de danske kommuner til at deltage i en konkurrence om at blive ’Danmarks VILDESTE kommune’.
  • Dommerpanelet består af Miljøminister Lea Wermelin og biologen Morten D.D. Hansen, der skal kåre vinderkommunen med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt. Der er fri leg, og vinderen udvælges baseret på bl.a. idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber. En kommune kan også vælge at fokusere på noget helt femte, der gør kommunen VILD.
  • Konkurrencen løber frem til udgangen af 2022.
  • Et filmhold og tv-værten Frank Erichsen følger konkurrencen, og optagelserne vil blive sendt i 2023 som anden sæson af ”Gi os naturen tilbage” på DR. Mere end 500.000 seere fulgte med i første sæson, der blev sendt i efteråret 2020.
  • Der er afsat 1 mio. kr. til vinderen (fondsmidler).
     

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top