Dagtilbud i Fredericia Kommune har som i resten af Danmark været lukket ned siden 16. marts grundet Covid-19. Efter præcis en måned kan børn og forældre nu se frem til en genåbning af alle vuggestuer, dagplejere og børnehaver, når dørene slås op igen fra torsdag den 16. april.
Kommunens yngste børn er de første, der bydes velkommen tilbage. Herefter følger en plan for genåbning af skoler og fritidstilbud.
”Vi melder nu klar til en åbning for vores yngste børn, der tager fuld højde for sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Vi har i udvalget besluttet at starte med de yngste børn, og derfor åbner vuggestuer, dagplejere og børnehaver som de første. Jeg vil gerne sende en stor tak til vores personale og ledere, som har knoklet med at blive klar. Det er flot arbejde”, udtaler formand for Børne- og Skoleudvalget Ole Steen Hansen.
Tryghed er afgørende
Børne- og Skoleudvalget har lagt vægt på, at der sikres en tryg og god opstart for alle børn og forældre. Der er samtidig maksimalt fokus på at efterleve kravene til hygiejne, og at børnene kan lege i mindre grupper.
”Jeg er helt tryg ved denne plan. Som mor til snart fire børn ved jeg, hvor vigtigt det er at kunne aflevere ens børn i trygge og gode rammer. Det har været vigtigt for mig, at vi har lavet en model, hvor der både tages hensyn til de strenge krav til ekstra rengøring, og at vi samtidig sikrer en god opdeling af børnene i mindre grupper og med faste vokse tilknyttet, siger Pernelle Jensen, medlem af Børne- og Skoleudvalget.
Børne- og Skoleudvalget har mødtes online af flere omgange over påsken for at drøfte det, der nu er blevet en endelig model for genåbning. Udvalget er enige om, at børnenes nye hverdag skal indrettes, så der tages mest muligt hensyn til børnene, forældrene og personalet.
”Børn skal have plads til at være børn, og vi er i Fredericia kendte for at have fantastiske institutioner og dagplejere, som lægger vægt på venskaber og nære relationer. Det har været meget vigtigt for mig, at vi i udvalget har været enige om at sikre et godt børneperspektiv i forbindelse med genåbningen af det, der bliver en noget anderledes hverdag for alle. Der skal være plads til at lege og boltre sig, og det har været vores ansvar at sikre, at personalet og børnene får rammerne til det – så det samtidig er sundhedsmæssigt forsvarligt”, udtaler Cecilie Roed Schultz, næstformand i Børne- og Skoleudvalget.
Ekstra rengøring giver mulighed for ny-ledige
Coronakrisen har givet ekstra pres på ledighedskøen i landets jobcentre. Særligt hotel og restaurationsbranchen er ramt, og derfor glæder det Inger Nielsen, at der er blevet arbejdet hurtigt og skabt en løsning, som både sikrer hjælp til ekstra rengøring i institutionerne og som skaber jobs til mange af dem, der grundet Covid-19 har mistet deres job.
”Vi har besluttet af skabe et rengøringskorps, hvor 30 ny-ledige er blevet ansat i Fredericia kommune og fra på onsdag skal ud og hjælpe til i institutionerne. Der er strenge krav til hygiejne og hyppig rengøring, og det er rigtigt godt, at vi på så kort tid har skabt en løsning, som både aflaster det pædagogiske personale og korter ledighedskøen ned, siger Inger Nielsen, medlem af Børne- og Skoleudvalget.
De små først – plan for skoler og fritidstilbud på vej
Børn og Skoleudvalget har haft fokus på at skabe en løsning til kommunens mindste børn, hvor genåbningen kan ske, så alle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen efterleves. I nedlukningsperioden er der blevet gjort hovedrent i alle institutioner, og inden åbningen på torsdag bliver der gjort ekstra rent, fyldt op med håndsprit og sæbe, og alt personale vil gennemgå et hygiejnekursus inden institutionerne lukker op på torsdag.
Over de kommende dage arbejder udvalget videre med en plan for genåbning af folkeskoler og fritidstilbud i Fredericia. Også her vil det gælde, at der først lukkes op, når der er sikret at alle skoler og fritidstilbud kan melde klar. Klar til at efterleve retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og klar til at skabe en god dag for alle skolebørn i Fredericia.
Fakta om genåbning af dagtilbud i Fredericia
Dagtilbud på 0 – 5 års området åbner torsdag den 16. april
Alle dagtilbud åbner med sædvanlige åbningstider.
Nødpasning fortsætter for tilmeldte børn tirsdag den 14. april og onsdag den 15. april.
Forældre kan følge med på Tabulex, AULA og kommunens hjemmeside, hvor information om genåbning løbene opdateres.
Nærmere information på Fredericia Kommunes hjemmeside www.fredericia.dk