Der er aktiviteter for enhver smag og masser af nyheder, når Sommer i Fredericia over de næste måneder indtager byens rum.
Du kan blandt andet tage familien med på gådejagt, de mindste børn kan være ”Tapper Soldat på Mission”, der er musik, sejlture og meget andet.
”Vi har lavet et godt program, hvor der sker spændende ting hele sommeren for både borgere og besøgende. Det glæder jeg mig virkelig over. Der er stor variation i tilbuddene, så alle vil kunne finde en sjov eller spændende sommeraktivitet. I vores Vision2033 har vi en ambition om, at der skal være unikke oplevelser alle årets 365 dage. Både kultur- og naturoplevelser. Hvis ikke sommeren skal være et udstillingsvindue for den ambition, hvornår skal så? Der er i hvert fald nok at opleve, ” siger borgmester Steen Wrist.
Alle tilbuddene i sommeren 2023 kan findes på www.visitfredericia.dk/sommer
Sommerprogrammet bliver fulgt op af en stor kampagne, som både kører lokalt, regionalt og nationalt for at tiltrække flest mulige gæster til byen. Henover sommeren bliver byen også pyntet op med blomster, loungeområder og andet.
Sjove aktiviteter for børn
Med både gådejagt og ”Tapper Soldat på Mission” er der masser af gode tilbud til både små og store børn.
”Et godt tilbud til børn er også et godt tilbud til deres forældre, for der er ikke noget bedre, end når børnene er fuldt beskæftiget og underholdt. Det er jeg sikker på, at de to tilbud kan bidrage med. Det gælder både for bysbørn og besøgende. Sommerprogrammet sikrer rammerne til en dejlig sommer, og når vi så kan runde af med en street food festival for hele familien i september, så bliver der også sat et smagfuldt punktum, ” siger Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.
Hele Fredericias eventkalender er spækket med oplevelser for hele familien.
Er du ferm til gåder, er der også mulighed for at vinde et gavekort. I samarbejde med Fredericia Shopping er der udviklet et kort, som alle gæster får, når de ankommer til Fredericia med båd. Her kan de gå på opdagelse i Fredericia og løse en gåde. De heldige kan vinde et gavekort til byens butikker.
Gådejagt, soldatermission og 3D-kikkert
Gådejagten ”Moses & Cathrine. Forbandet kærlighed” er udviklet af HV?M specielt til Fredericia og Sommer 2023
Det er en gådejagt for hele familien med større børn, hvor man kommer rundt i Fristaden Fredericia og skal finde rundt i ret og uret, tro og mistro, og hvor man bliver klogere på byens historie. En form for udendørs escape room, men analog. Der venter alle en stor oplevelse for alle, men flere overraskelser. Gådejagten kan købes flere steder fra 5.-6. juli, bl.a. på Fredericia Bibliotek. Den koster 200 kroner for hele familien og anbefales til børn over 12 år.
Der er også en oplevelse klar til de mindste børn: ”Tapper Soldat på Mission”. Her børnene lege sig ind i 1849-historien på en spændende mission på Fredericia Vold. Udstyret med tornyster, kasket og gevær skal man sammen udforske Volden og løse en række opgaver for Generel Rye. Oplevelsen er sjovest for børn i alderen ca. 5-10 år. ”Tapper Soldat på Mission” kan købes fra 5.-6. juli hos bl.a. Fredericia Bibliotek. Den koster 50 kroner.
Også på vandtårnet er der en ny oplevelse. De nye adgangsforhold på Vandtårnet er blevet taget rigtig godt i mod, og der har allerede været langt flere gæster end forventet. På de første to måneder har der allerede været over 1000 transaktioner. Succesen bliver fulgt op af endnu en oplevelse i Vandtårnet. Fredericia får nemlig en ny spændende 3D-kikkert på toppen af vandtårnet i løbet af sommeren.
Der er også et væld af gratis sommeroplevelser i Fredericia. Visit Fredericia har samlet en række gratis oplevelser, så alle har mulighed for at komme til byen.