Sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne i Fredericia Kommune bruger mange timer på at tælle medicin op til borgere, som ikke selv kan gøre det. Det er tidskrævende, og desværre sker der også fejl ved manuel optælling.
I Fredericia Kommune er medicinering langt den største enkeltstående årsag til utilsigtede hændelser på plejeområdet. Det vurderes, at en stor del at disse fejl kan undgås med dosispakket medicin.
”Erfaringer fra blandt andet Aalborg kommune viser, der er en væsentlig lavere risiko for fejldosering ved dosispakket medicin samtidig med, at der bliver frigivet tid hos sygeplejersker og assistenter, som kan bruges på andre væsentlige opgaver. Derfor er vi glade for, at der nu der er indgået en midlertidig national aftale med de praktiserende lægers organisation, PLO, som giver mulighed for at øge patientsikkerheden, og samtidig frigøre varme hænder i en periode, hvor der er et øget pres på det kommunale og regionale sundhedsvæsen på grund af covid-19”, siger Søren Larsen, formand for Senior- og Socialudvalget.
Kommunen har haft en løbende dialog med kommunens praktiserende læger om samarbejdet om dosispakket medicin. I vinteren 2020/2021 gennemførte Fredericia Kommune et mindre projekt mellem læger, apoteker og seniorområdet for i fællesskab at samle erfaringer, skabe klarhed over konkrete udfordringer og komme tættere på fælles løsninger og praksis. Projektet gav værdifulde indsigter, men understregede samtidig behovet for en formel regional eller national aftale for honorering af lægernes opgaver i forbindelse med dosisdispensering.
”Den midlertidige aftale giver lejlighed til en dialog med de praktiserende læger om de borgere, der får kommunal hjælp til håndtering af egen medicin. Nu kan vi gå i dialog med borgere og læger om, der er nogle, der kunne have gavn af dosispakket medicin. Overgår borgeren til dosispakket medicin, vil sygeplejersken fortsætte med at komme i hjemmet som vanligt, og medicinen vil stadig blive kontrolleret manuelt. Det er samtidig vigtigt at understrege, at det er borgerens valg, hvorvidt han eller hun ønsker at modtage sin medicin pakket i dosispakninger fremfor manuelt optalt i medicinæsker, og at det er borgerens egen læge, der i sidste ende vurderer, om borgeren kan overgå til dosispakket medicin” siger Connie M. Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget.
Der har været en løbende dialog med de praktiserende læger i forhold til samarbejde og videndeling, og denne dialog fortsætter efter den 1. april, hvor aftalen udløber.