Virksomhedsservice i Jobcenter Fredericia har tidligere haft stor succes med at holde fysiske vikardage i Fredericia Idrætscenter, hvor vikarbureauer og ledige kunne møde hinanden. Nu er Vikardagene blevet erstattet med digitale webinarer med lige så stor succes.
”Vikardage har haft stor succes med at få ledige ind på arbejdsmarkedet, og både vikarbureauer og ledige har givet udtryk for, at det var en god måde at møde hinanden på. Så jeg er glad for, at vi kunne tænke nyt på dette område, når nu Corona gør det umuligt at holde Vikardagene fysisk”, siger Peder Tind, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.
”Job søger dig” har nu været en del af Virksomhedsservice siden maj måned. Konceptet er, at en virksomhedskonsulent besøger et vikarbureau og sender webinaret live herfra. I webinaret får man informationer om vikarbureauet, hvilke områder de arbejder med, og hvilke stillinger de søger kandidater til på dagen. Herefter gennemgås de stillinger Virksomhedsservice på vegne af virksomheder i Fredericia søger lokal arbejdskraft til.
Webinaret tager ca. 30 minutter, og på denne tid er de ledige, der ser med, blevet præsenteret for ca. 45 – 60 ledige jobs.
De ledige jobs, der præsenteres i webinaret, er et resultat af de besøg, og det samarbejde, virksomhedskonsulenterne har med virksomhederne i Fredericia. Når en ledig vil søge en eller flere af de viste stillinger, kontakter de efterfølgende den virksomhedskonsulent der er ansvarlig for rekrutteringen. Er der tale om et match mellem virksomhedens behov og den lediges kompetencer, præsenteres den ledige efterfølgende for virksomheden.
”Især i denne tid, hvor Covid-19-restriktionerne er skærpede, ser vi en stor værdi i at henvende os digitalt til vores ledige. Vi har mellem 80 – 100, der ser med hver gang, og vi hører, at de ledige gerne vil se med, da de finder webinaret relevant for deres jobsøgning”, siger John Nyborg, næstformand i Social- og Beskæftigelsesudvalget.
Digitalt webinar har stor værdi for virksomhederne
En af de virksomheder, som har haft stor gavn af det digitale webinar, er Logistikkompagniet, der også har stillinger i Fredericia. De brugte webinaret til at rekruttere sommerferieafløsere.
”Webinaret er for os en god måde at komme i kontakt med kvalificerede vikarer, ligesom vi er et godt springbræt for de ledige til at komme videre i fastansættelse hos de kunder, som vi har”, siger Ulrik Borchert, Teamleder hos Logistikkompagniet.
Resten af 2020 er der planlagt ”Job søger dig” hver onsdag kl. 10.00 i ulige uger.
Fakta om Job søger dig
Du kan følge med på Virksomhedsservice – Jobcenter Fredericias LinkedIn-profil. Der bliver postet her, hver gang der er nyt webinar.
Hvis man som virksomhed/vikarbureau gerne vil vide mere eller måske rekruttere via et webinar, så kan man kontakte Virksomhedsservices hotline på 7211 3699.