Årets talere er på plads: Biskoppen, politisk bysbarn og kendt astronaut taler ved 175-års jubilæet for Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 | Nyheder

Når fakkeltoget og processionen bevæger sig gennem Fredericias lige gader ved markeringen af 175-års jubilæet for Slaget ved Fredericia 1849, står der – ud over garnisonskommandant Henrik Graven Nielsen og borgmester Christian Bro traditionelle taler for henholdsvis general Bülow og Hans Majestæt Kongen – 3 personer klar til at holde årets taler på henholdsvis balkonen på Meldahls Rådhus, ved Krigergraven og på Landsoldatpladsen.

Den 5. juli om aftenen er der traditionen tro tale ved byens æresgæst. I år er det astronaut Andreas Mogensen, der efter fakkeltoget taler til byens borgere fra balkonen på Meldahls Rådhus.

”Vi er både glade for og beærede over, at Andreas Mogensen har sagt ja til at være årets æresgæst. Når vi ser tilbage på, hvem der tidligere har talt fra balkonen på Meldahls Rådhus den 5. juli efter fakkeltoget, så skriver Andreas Mogensen sig ind i en række af toneangivende personer. Vi ser Andreas Mogensens mission som astronaut, verdensborger og menneske i et multinationalt miljø som et fantastisk godt eksempel på, at det er muligt – på trods af kriser og krige på jorden – i rummet at skabe grobund for internationalt samarbejde på højeste niveau til gavn for menneskeheden i den søgen efter en fredsskabende verden i balance. Vi er derfor overbevist om, at Andreas Mogensen om nogen kan holde en tale, der beskuer verden og Fredericia udefra og som kan give nyt perspektiv og ny inspiration til Fredericia, byens borgere og gæster” siger Erik Schwensen, der er formand for 6. Juli Komiteen.

Taleren ved Krigergraven under processionen den 6. juli er biskoppen for Haderslev Stift, Marianne Christiansen.

Den politiske taler er medlem af Folketinget, politisk ordfører og uddannelses- og forskningsordfører for Socialdemokratiet, bysbarnet Rasmus Stoklund, der taler på Landsoldatpladsen i forbindelse med processionen den 6. juli.

Vi er knyttet til hinanden

Fredericias borgmester Christian Bro ser frem til markeringen af 175-års jubilæet for Slaget ved Fredericia og de to talere.

”Fredericias historie og rolle i danmarkshistorien har en både synlig og vigtig betydning for vores by og borgere. Derfor er det også med stor taknemmelighed, at Andreas Mogensen, Marianne Christiansen, Rasmus Stoklund har sagt ja til at holde taler, når vi i år markerer 175-års jubilæet for Slaget ved Fredericia den 5. og 6. juli 1849,” siger Christian Bro og tilføjer:

”Og Andreas Mogensen har en særlig tilknytning til Fredericia, da ét af de ti forsøg, han udførte på sin seneste tur til rummet, er udtænkt af skoleelever her fra byen,” siger Christian Bro.

Tryk her for at se hele programmet for 6. Juli-Dagene

 

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top