Vores super seje skolepatruljer – ja, det synes vi faktisk, at de er – kan nu aktivere et spritnyt blinklys ved skolerne for at advare bilisterne om, at de skal være ekstra opmærksomme.
Borgmester Ole Vive kiggede onsdag morgen forbi Møllevangskolen i Rønnede for at se de nye anlæg i brug. Med en nøglebrik kan skolepatruljen selv aktivere blinkene, når de er klar til at gøre vejkrydsningen sikker for deres skolekammerater – det er da super smart!
De nye skolepatruljeblink er sat op ved Terslev Skole, Sofiendalskolen, Hylleholt Skole, Rolloskolen, Karise Skole og altså Møllevangskolen.
Skolepatruljeblinkene er et af flere tiltag fra trafikhandlingsplanen som skal være med til at sikre skoleeleverne på deres skolevej og dermed bidrage til at flere skoleelever bliver selvtransporterende i en tidlig alder. Vi er allerede førende i forhold til arbejdet med skoleelevers trafiksikkerhed – som det er defineret i Rådet for Sikker Trafiks årlige skoletrafiktest – det arbejde fortsætter vi.