Faxe Kommunes børn går sammen for Syriens udsatte børn

FAXE KOMMUNE: Frem til lørdag den 4. februar har skoler, børnehaver og biblioteker i Faxe Kommune mulighed for at engagere kommunens børn i at gå ture sammen. Hver gang et barn har gået en kilometer, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kroner til Danmarks Indsamling.

Helt specifikt går børnenes indsats og fondens bidrag til et Røde Kors-projekt i Syrien til gavn for udsatte børn. Røde Kors støtter krigsramte børn og unge i Syrien med at genopbygge deres mentale og fysiske sundhed samt styrke deres evne til at skabe sig en bedre fremtid.
Lørdag den 4. februar afsløres det i Danmarks Indsamling-showet på DR1, hvor mange kilometer børnene samlet har gået for Syrien.

Børnenes Danmarks Indsamling giver alle Danmarks børn mulighed for at bidrage til den årlige Danmarks Indsamling. Det skal nemlig ikke kun være de voksne, der får glæden af at samle ind til et godt formål. Børnene i Danmark kan også gøre en forskel for andre. Derfor opfordrer DR Lær, Ramasjang og Ultra, FDF, Dansk Skole Idræt og landets biblioteker de yngste danskere til at samle ind til Børnenes Danmarks Indsamling 2023.
 
– Jeg er glad for, at vores skoler og dagtilbud deltager. Børnenes deltagelse giver dem en oplevelse af, at de helt konkret kan gøre en forskel sammen, en forskel for andre børn i et land, hvor livet bestemt ikke er som i Danmark. Det er værdifuldt at opleve, at man kan gøre noget, siger Mikkel Dam, formand for Børn & Læringsudvalget.
 
– Samtidig giver det jo mulighed for på de forskellige alderstrin at tale om verden omkring os og dermed give et større udsyn. Lidt flot sagt kan man jo sige, at det er et godt led i vores børns dannelse, tilføjer Mikkel Dam, der samtidig glæder sig over, at initiativet også fører bevægelse og motion med sig.
 
Læs mere på:
•    www.dr.dk/vigårsammen
•    Hos FDF: https://fdf.dk/
•    Danmarks Indsamling 2023 på www.danmarksindsamling.dk

 
     

Se den originale nyhed fra Faxe Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top