Faxe Kommune indfører røgfri arbejdstid fra 1. juli

Røgfrit arbejdsmiljø og dermed sunde rammer for medarbejderne på alle de kommunale arbejdspladser er blandt årsagerne til, at byrådet med budgetaftalen for 2021 vedtog, at der skal indføres røgfri arbejdstid. 

Den konkrete politik – nemlig en ny rygepolitik for Faxe Kommunes medarbejdere – er netop blevet godkendt af byrådet. 

Med beslutningen tilslutter Faxe Kommune sig en lang række kommuner, som allerede har indført røgfri arbejdstid. Dermed er Faxe Kommune med til at sætte et godt eksempel, og det er blandt bevæggrundene til beslutningen, lyder det fra borgmester Ole Vive. 

– Politisk ønsker vi i byrådet, at Faxe Kommune som arbejdsplads er med til at gøre, hvad der er muligt for at få en røgfri generation i 2030. Dermed bakker vi op om Røgfri Fremtid-initiativet, som TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse har sat i værk. Her er målet, at ingen børn og unge ryger i 2030, og at færre voksne gør det, siger borgmester Ole Vive og tilføjer: 

– Vi ved, at det bliver en udfordring for nogle. Lad os være helt ærlige, det er virkelig svært for mange at blive bedt om at ændre vaner. Vi beder ikke folk om at holde op med at ryge. Til gengæld er der hjælp at hente hos vores afdeling for sundhedsfremme til dem, der gerne vil holde helt op med at ryge. Vi har bedt de enkelte arbejdspladser tale om, hvordan man som kolleger kan støtte hinanden, nu hvor man altså fra 1. juli ikke må ryge i ens arbejdstid. 

Nogle vi opfatte Faxe Kommunes nye rygepolitik som et indgreb i den personlige frihed. 

– Det kan jeg faktisk godt forstå. Men faktum er, at rygning er den største årsag til for tidlig død og til mange leveår med kraftigt nedsat livskvalitet. Her ønsker vi som arbejdsplads at gøre en markant forskel, siger Ole Vive. 

 

Se den originale nyhed fra Faxe Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top