24. maj 2021
Vor Frelser Sogn i Aalborg Kommune er fra tirsdag den 25. maj automatisk lukket ned. Det betyder, at bl.a. Sprogcenter Aalborg, Aalborg Handelsskole på Saxogade og Strandvejen samt Sct. Mariæ Skole bliver nedlukket.
Med et incidenstal på 659,3 og 43 nysmittede den seneste uge og 2,71 procent smittede blandt dem, som er testet for Coronavirus, er Vor Frelser Sogn i Aalborg Kommune fra tirsdag den 25. maj automatisk lukket ned.
”Desværre er smitten nu steget så meget i nogle dele af Aalborg, at vi må lukke midlertidigt ned. Det er rigtig ærgerligt, og det vil især ramme de uddannelser og foreninger, der ligger i området. Jeg vil inderligt opfordre alle til efterleve de gode råd, vi kender så godt efterhånden, og til lade sig teste”, siger Jan Nielsen, der er direktør i Ældre & Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune og står i spidsen for kommunens kriseberedskab.
Da Vor Frelser Sogn er omfattet af den automatiske model for nedlukning af sogne, er Aalborg Kommune forpligtet til eksempelvis at lukke alle folke- og privatskoler, klubtilbud, ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner samt lokaler, hvor der er kulturaktiviteter, og lokaler, hvor der er idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter herunder private fitnesscentre.
Nedlukningen af Vor Frelser Sogn vil gælde i mindst en uge. Selvom flere aktiviteter lukker ned i sognet, må borgere fortsat gerne bevæge sig ud over sognegrænserne, hvis de for eksempel går i skole i et andet sogn.
”Det er uheldigt, at nedlukningen sker samtidig med, at flere dele af samfundet bliver genåbnet. Det er især de unge, som er smittet, og det også dem, som bliver påvirket af nedlukningen. Her tænker jeg især på de unge, som netop nu skal til eksamen og igen må undvære at være sammen med kammeraterne”, siger Jan Nielsen, og understreger at der er behov for en skærpet opmærksomhed fra alle, da Vor Frue og Budolfi Sogne ligeledes er tæt på grænsen for nedlukning.
Indsatsen med test og information bliver intensiveret
Styrelsen for Patientsikkerhed stiller ”De blå veste” til rådighed, som kommer på turné tirsdag og onsdag til en lang række ungdomsuddannelser i byen, ligesom Region Nordjylland kører en PCR-test karavane rundt på uddannelsesinstitutionerne.
Hvis et sogn opfylder disse tre kriterier, bliver det automatisk lukket ned:
- Mindst 500 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage
- Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage
- Positivprocent på mindst 2,5 procent de seneste syv dage
- Nedlukningen bliver ophævet, når mindst ét af ovenstående kriterier igen er under grænseværdien, og har været det en uge i træk
- Der bor 6522 borgere i Vor Frelser Sogn
Hvad betyder nedlukningen?
- Grundskoler og DUS lukker, dog er der fortsat nødpasning ligesom sårbare elever er undtaget
- Ungdoms- og voksenuddannelser
- Alle indendørs kulturaktiviteter lukker
- Alle indendørs idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter lukker, samt private fitnesscentre
- Pasningstilbud til de 0-6 årige som vuggestue, dagpleje og børnehave har fortsat åbent, men forældre opfordres til at holde deres børn hjemme, hvis det er muligt. Samtidig skal dagtilbud organisere pasningen, så børnene er i mindre, faste grupper.
- Nedlukningen omfatter både offentlige, private og selvejende institutioner. Hjemmehjælp kører som normalt, ligesom vaccinationer fortsætter som planlagt
For Vor Frelser Sogn betyder det, at følgende er lukket:
– Sprogcenter Aalborg, Kastetvej /Strandvejen 35B
– Privatskolen Sct. Mariæ Skole
– Ungdoms- og voksenuddannelser
- Aalborg Handelsskole, Saxogade
- Aalborg Handelsskole, Strandvejen
- Daghøjskolen Fokus, Dannebrogsgade
– Folkeoplysende foreninger
- Dansk Folkeparti Ungdom Aalborg (DFU)
- DDS Aalborg Søspejdere
- Frit Forum
- Konservativ Ungdom i Aalborg
- Liberal Alliance Ungdom Aalborg
- Radikal Ungdom Nordjylland
- Venstres Ungdom, Aalborg
- Vestre Baadelaug
- Ægir
- Aalborg Dame Roklub
- Aalborg Kajakklub
- Aalborg Roklub
- House Of Concrete Aalborg
- Sct. Mariæ unge katolikker (SMUK)
– Aftenskoler
– §18 foreninger
- UFL – Unge for Ligeværd
- Hovedspringet
– Kommercielle fitnesscentre
- Fitness World, Dannebrogsgade
- YogaHuset, Strandvejen