Undersøgelse af overvågningssag er nu i gang

14. juni 2022

Komponent indleder nu en undersøgelse af de spørgsmål om overvågning, der er rejst i flere anonyme breve sendt til ledere, politikere og medier.

Efter aftale med Aalborg Kommune indleder Komponent nu en uvildig undersøgelse, der har til formål at be- eller afkræfte, om der har fundet overvågning sted i IT-afsnittet i den daværende Familie- og Beskæftigelsesforvaltning – det nuværende Job og Velfærd. Derudover skal Komponent bl.a. undersøge arbejdsmiljøet i afsnittet.

Som led i dette vil alle nuværende medarbejdere i IT-afsnittet blive indkaldt til at deltage i et interview med Komponent. Også tidligere medarbejdere, der har været ansat i IT-afsnittet inden for de sidste to år, men som i dag arbejder i andre dele af Aalborg Kommune, vil blive inviteret til at deltage i et interview. De svar, som medarbejderne giver Komponent, vil være anonymiserede, så alle kan føle sig trygge ved at deltage.

Der etableres også en særlig whistleblowerordning, hvor alle kan kontakte Komponent og lave aftale om interview på neutral grund.

”Det fremgår af de to anonyme henvendelser til kommunen, at personen eller personerne bag henvendelserne er meget bekymret for, om henvendelsen får konsekvenser for dem. Whistleblowerordningen vil derfor blive afviklet på en måde, så man kan komme og gå anonymt”, fortæller Jan Henriksen, Vicedirektør i Komponent.

Ordningen er også et tilbud til de personer, der ikke er omfattet af interviewrunden om at bidrage med viden.

”Vi har gode erfaringer med at tilbyde forskellige adgange til at dele sin viden og på den måde sikre, at man trygt og uden hindringer kan fortælle det, som man måtte have på hjerte”, understreger Jan Henriksen.

Personer, der ligger inde med konkret viden om de udsagn, der er i de to anonyme breve, kan kontakte Komponent for at aftale møde på aalborg@komponent.dk eller hurtigst muligt sende et quickbrev til følgende postadresse –  Komponent. Weidekampsgade 10, 2300 København S. Att. Anne Steffensen.

Kommune skal redegøre for mulige brud på sikkerhed

Hvis udsagnene om overvågning er korrekte, så er der tale om et brud på Aalborg Kommunes egne retningslinjer for IT og indkøb. Komponent vil derfor bede ledere og ansatte i Aalborg Kommunes Centrale IT-center og det centrale Indkøbskontor i Økonomi og Erhverv om at besvare en lang række spørgsmål.

Aalborg Kommune skal her bl.a. redegøre for, om der f.eks. er registreret indkøb af IT-løsninger, der ikke peger på almindelig kontorbrug, om der har været oprettet særlige testmiljøer, eller om der i backupsystemerne kan ses, at der fundet udsædvanlige ændringer eller trafik sted i IT-afsnittet i Job og Velfærd.

Politisk behandlet

Konceptet for undersøgelsen har været til høring blandt de berørte medarbejderudvalg og derefter været til politisk godkendelse i såvel Job- og Velfærdsudvalget som Økonomiudvalget. Direktør Arne Lund Kristensen, Job og Velfærd hilser opbakningen til undersøgelsen velkommen.

”Vi er tilfredse med, at Komponent nu går i gang med undersøgelsen. Vi har kun en interesse, og det er at få afdækket, om der har fundet noget forkert sted. Jeg kan kun opfordre alle, der har relevant viden, til at bistå Komponent med deres arbejde”

Da der er tale om en uvildig undersøgelse, arbejder Komponent helt uafhængigt af Aalborg Kommune. Aalborg Kommunes rolle er alene at stå til rådighed for at besvare faktuelle spørgsmål, samt modtage afrapporteringen fra undersøgelsen. Denne forventes at være klar i løbet af august måned med henblik på afklaring af det videre forløb og efterfølgende politisk orientering.

Se den originale nyhed fra Aalborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top