Ny borgerrådgiver til Aalborg Kommune

20. oktober 2020

Jurist Karina Korsbæk er Aalborg Kommunes nye borgerrådgiver fra den 1. november 2020. Hun skal være med til at sikre, at borgernes og erhvervslivets oplevelser og eventuelle klager med kommunen bliver hørt, så alle kan få en endnu bedre service. Hun skal også være med til at sikre, at retssikkerheden bliver styrket.

Jurist Karina Korsbæk begynder som ny borgerrådgiver i Aalborg Kommune den 1. november 2020.

”Det er en spændende og vigtig opgave at være med til at sikre retssikkerheden i Aalborg Kommune, samt styrke dialogen mellem borgerne og kommunen. Efter min tid som fuldmægtig i Ankestyrelsen har jeg nu lyst til at komme ud i den ”praktiske verden” og møde de borgere, som af den ene eller den anden årsag har haft en oplevelse med kommunen, som ikke er gået som forventet,” fortæller Karina Korsbæk.

Karina Korsbæk har de seneste år arbejdet som fuldmægtig i Ankestyrelsen og har fået et særligt kendskab til nogle af de problematikker, som kan være i samarbejdet mellem borgere og kommunen.

”Min vigtigste rolle bliver at sikre, at borgere og andre, der har en kontakt med kommunen, har mulighed for at blive mødt og hørt i deres oplevelser med kommunen. Forhåbentligt får jeg skabt en tilfredsstillende dialog omkring en proces eller en afgørelse, som kommunen har truffet,” siger Karina Korsbæk.

Borgerrådgiveren er ansat af Aalborg Byråd og er uafhængig af kommunens administration. Daniel Borup, der er byrådsmedlem fra Venstre, håber, at borgerne oplever færre sager, der går i hårdknude med hjælp fra borgerrådgiveren.

”Borgerrådgiveren skal bygge bro mellem borger og kommune. Hensigten er at man som borger bør opleve at færre sager går i hårdknude, mens vi som kommune kan blive endnu skarpere på vores sagsbehandling og kommunikation med borgerne. Karina Korsbæk kommer med en solid juridisk ballast, der gør hende i stand til at oversætte og skabe forståelse for kompleks lovgivning. Med valget af Karina Korsbæk får borgerne i Aalborg Kommune en imødekommende borgerrådgiver, der er med til at sikre retssikkerheden,” siger Daniel Borup.

Det er gratis at henvende sig til borgerrådgiveren.

Hvordan kan borgerrådgiveren hjælpe?
Borgerrådgiveren kan blandt andet:

  • hjælpe dig med at forstå afgørelser, breve mv. fra Aalborg Kommune,
  • mødes med dig og lytte til din oplevelse,
  • undersøge, hvordan sagen er blevet behandlet i det kommunale system,
  • genskabe dialogen mellem dig og kommunen. Og hvis det er nødvendigt – deltage i møder mellem dig og den enkelte forvaltning,
  • vejlede dig om dine klagemuligheder i sager, der vedrører Aalborg Kommune,
  • vejlede dig om sagsbehandlingsprocedurer,
  • opsamle erfaringer med kommunens sagsbehandling og komme med forslag til forbedringer, hvis der er behov for det.

Læs mere her

Se den originale nyhed fra Aalborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top