26. maj 2021
Der er godt gang i gravemaskinerne i Aalborg, og selv om der skiltes og etableres omkørsler til cyklisterne, så kan det være fristende at skyde genvej ind gennem afspærringerne. Det er desværre en rigtig dårlig ide, og derfor kommer Aalborg Kommune nu med en venlig opfordring til cyklisterne om at passe ekstra godt på sig selv i trafikken, når der er vejarbejde.
Aalborg er i forvandling. Både Plusbus-projektet og flere andre større anlægsopgaver, som er med til at fremtidssikre Aalborg, præger i bybilledet. Det betyder bøvl og forhindringer for cyklisterne, og det betyder desværre også, at nogle af dem forvilder sig ind i områder, hvor de kan komme til skade. Aalborg Kommune sætter derfor fokus på trafiksikkerheden for cyklister med kampagnen “Pas på dig selv, når der er vejarbejde”.
I kampagnen opfordrer Aalborg Kommune cyklister til at være ekstra opmærksomme og passe godt på sig selv, når de møder et større vejarbejde på cykelturen.
For mange farlige situationer
“Vi vil rigtig gerne have, at folk cykler, og vi gør, hvad vi kan for at få cyklisterne bedst muligt igennem de mange vejarbejder. Desværre hører vi af og til fra vores entreprenører og kolleger på pladserne, at de oplever farlige situationer, hvor cyklister kommer for tæt på f.eks. en gravemaskine eller et stort hul. De frygter, at der sker en ulykke, og det skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at undgå,” fortæller Anne Iversen Hansen fra Aalborg Cykelby og fortsætter:
“Cyklister er vanedyr – mig selv inklusive – og nogle af dem løber en kalkuleret risiko, når de kører ind bag afspærringer eller skipper omkørslen og i stedet kører ud på en smal kørebane foran biler og busser. Ud over at man kan få en bøde for det, så er der jo desværre en risiko for at komme alvorligt til skade, og der vil vi gerne appellere til, at cyklisterne slår automatpiloten fra.”
Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen, er enig i, at der skal gøres en indsats for at undgå de farlige situationer:
“Det er skønt, at Aalborg er fyldt med cyklister, der bruger byen på kryds og tværs. Det skal dog gerne være sikkert og trygt at færdes rundt på den tohjulede – og det er skiltningen ved vejarbejde jo netop med til at sikre. Så vi håber, at denne kampagne kan få cyklisterne til at stoppe op og tænke over, at de rent faktisk er de bløde trafikanter – og hvor galt det kan gå, hvis de ikke passer godt på sig selv i trafikken.”
For at reducere antallet af farlige situationer i trafikken ved vejarbejde, vil cyklister i de kommende uger møde budskabet “Pas på dig selv, når der er vejarbejde” på gule plakater langs veje og cykelstier, ligesom der også vil køre små film på digitale skærme rundt omkring i bybilledet og på de sociale medier.