Årets Demensuge 2021 markeres med et nyt nationalt symbol til mennesker med demens, der skal gøre det tryggere for dem at færdes i det offentlige rum. Svendborg Kommune skaber samtidig lokal opmærksomhed om demens ved at indvie to nye iøjefaldende bænke i bymidten.
To nye bænke med blandt andet citater fra mennesker med demens skal fremover skabe opmærksomhed om sygdommen. Svendborg Kommune indvier de to bænke i anledning af Demensugen 2021.
Der vil være en bænk på Torvet og en bænk nær springvandet i Gerritsgade. Bænkene er påført citater fra mennesker med demens såsom: ”Du kan ikke se jeg har en sygdom, det er et svære ved det…” og ”jeg ville ønske du turde spørge til hvordan jeg har det”.
Indvielsen af de to bænke finder sted onsdag d. 12. maj kl. 16 på Torvet i Svendborg og foretages af Hanne Klit (S) formand for social- og sundhedsudvalget.
”På nationalt plan handler demensugen i år om, at der er skabt et nyt symbol, som mennesker med demens kan bære på tøjet, ligesom vi alle kender til, at blinde og svagtseende har et symbol. I Svendborg Kommune har vi valgt at understøtte demensugen ved at indvie to bænke i midten af byen. Bænkene skal sikre opmærksomhed om, at vi har stadig flere ældre mennesker med demens. Vi skal vænne os til, at man kan møde dem ude i byen, og hvis man møder et menneske med det symbol, så er det en god idé at træde til og tilbyde sin støtte til at finde f.eks. en forretning eller finde hjem igen,” siger Hanne Klit.
Svendborg Kommune deler også brochurer ud for at gøre opmærksom på kommunens tilbud til pårørende og borgere med demens. Det vil ske d. 12. maj fra kl. 14.30-15.30 i centrum men også bredt geografisk bl.a. i Skårup, Tåsinge, Ollerup mv. Sammen med brochuren uddeles et stykke bagværk, som ni af byens bagere har sponseret. Uddelerne er borgere med demens, pårørende, frivillige, politikere fra Social og Sundhedsudvalget, Ældrerådet, medarbejdere fra kommunen.
Yderligere information:
Hanne Klit (S), formand for social- og sundhedsudvalget, tlf. 24969141, hanne.klit@svendborg.dk
Annette Søby, demensfaglig konsulent Svendborg Kommune, tlf. 24886855, annette.soeby@svendborg.dk