Svendborg Kommunens 8. og 10.-klasser får en utraditionel skoledag, når de fredag den 3. februar tager arbejdstøjet på og tager på fælles tur til Fredericia for at overvære ”DM i Skills”. Her skal de samtidig være et gigantisk heppekor, når 8.A fra Nymarkskolen er med i finalen om Skills-Stafetten.
En gang om året samles over tusind besøgende til DM i Skills – det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Her dyster omkring 300 unge inden for de forskellige fag om at blive landets bedste inden for deres uddannelse. Med støtte fra Svendborg Erhvervsforum og Svendborg Håndværk og Industri besøger alle folkeskoleelever på 8. og 10. klassetrin arrangementet, som i år afholdes i Fredericia. Deltagelsen i DM i Skills er en del af skolernes arbejde med ”Uddannelse og job” i udskolingen, og inden eleverne har i vidt omfang beskæftiget sig med erhvervsuddannelserne ud fra særligt tilrettelagt undervisningsmateriale. Skole- og Uddannelseschef Kathrine Vestergaard Hyttel glæder sig over, at de unge får en skoledag fyldt med nye indtryk af, hvad erhvervsuddannelserne har at byde på:
– At Svendborg Erhvervsforum og Svendborg Håndværk og Industri har været med til at realisere, at en tur som denne kan blive til noget, er vi meget glade for. Der er så mange veje at gå, når man som ung skal overveje uddannelse og jobmuligheder. Det er vigtigt at give eleverne forskellige billeder på karriereveje – turen til DM i Skills er i høj grad et af dem. Samtidig er turen med til at tydeliggøre sammenhængen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. Derfor håber jeg også, at eleverne kommer hjem med masser af indtryk, som de kan bruge, når de skal overveje i hvilken retning, de har lyst til at gå, siger Kathrine Vestergaard Hyttel.
Nymarkskolen med i finalen
Ved DM i Skills afvikles desuden en konkurrence for grundskolelever – Stills-Stafetten. Her er 8.A fra Nymarkskolen i finalen, og så er det ikke tosset, når man kan få stor opbakning fra et gigantisk heppekor bestående af alle kommunens jævnaldrende. Hovedpræmien lyder på 10.000 kr. som kan bruges på en aktivitet i klassen efter eget ønske. I løbet af efteråret har klassen været ude på Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier – SESG – og dyste i forskellige opgaver, som nu har sikret dem finalepladsen. Direktør på SESG Allan Kruse, glæder sig over samarbejdet mellem udskoling og erhvervsuddannelserne:
-Det er vigtigt, at vi giver vores unge mennesker mange perspektiver og oplevelser i forhold til deres videre færden i uddannelse og karriere. Hele efteråret har vi haft besøg af udskolingselever hos os, og vi har gjort os umage for at vise dem, hvor mange forskellige af erhvervsuddannelser der findes, men også hvad de har til fælles: Innovation, fordybelse, materialer, fællesskab om faglighed – tilsammen er det en kilde til stolthed, uddyber Allan Kruse.
Fakta:
Udskolingselever fra Issø-skolen, Nymarkskolen, Rantzausminde Skole, Skårup Skole, Stokkebækskolen, Tåsingeskolen, Vestermarkskolen og Vestre Skole deltager sammen med lærere og UU-vejledere til DM i Skills fredag den 3. februar i Fredericia.
Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier afholder Skills for 8. klasser hvert år. Alle kommunens folkeskoler deltager i forskellige discipliner. Her kan en klasse kvalificere sig til DM i skills. I Fredericia har SESG en stand, hvor eleverne kan få et indtryk af livet på en erhvervsskole.
En donation fra Svendborg Erhvervsforum og Svendborg Håndværk og Industri på samlet set 40.000 kr. har muliggjort turen.
Formålet med DM i Skills er at hylde landets mest talentfulde unge faguddannede, og give dem en mulighed for at vise deres talent til hinanden, til forældre og til erhvervslivet. Med mange tusinde besøgende hvert år, har DM i Skills udviklet sig til et eksperimentarium, hvor udskolingselever selv kan være aktive, prøve kræfter med forskellige fag, udfordre sig selv på viden og praktiske færdigheder.