Vær med til at forhindre spritkørsel

Vær med til at forhindre spritkørsel

KommuneNyheder - Vær med til at forhindre spritkørsel
I de kommende uger vil en meget stor del af danskerne holde ferie i Danmark. Det kan betyde tusindvis af sociale sammenkomster på stranden, i haven og omkring grillen. Sommerhyggen får ofte følgeskab af kolde øl, velsmagende drinks eller et par gode flasker vin. Det gør det aktuelt at minde om, at hvis man har drukket alkohol, så bør man lade bilen stå.

– Der er ingen tvivl om, at mange af os har et socialt efterslæb efter Corona-krisen. Nu er sommeren her, og vi kan endelig i højere grad mødes igen. Det er rigtig godt, men man skal tænke sig om og finde ud af, hvordan man kommer hjem igen, inden festen begynder. Mange har gode aftaler med naboer og venner om at være chauffør, når man skal til fest, eller de har busplanen eller et telefonnummer til taxa i lommen – men vi skal også ha’ de sidste med, så det bliver sikkert for alle at være i trafikken, opfordrer formand for Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune, Aase Nyegaard. 

For mange tager chancen
Statistikken fortæller, hvorfor det er nødvendigt at oplyse om farerne ved spritkørsel: Hver femte dødsulykke i trafikken skyldes alkohol. Sidste sommer sigtede politiet 864 personer for spritkørsel i løbet af fem ugers kontrol i juni og juli – heraf alene 50 i Syd- og Sønderjyllands politikreds. Denne sommer sætter politiet også ind med kontrol, og samtidig gennemfører Sønderborg Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden kampagnen “Der er mange måder at stoppe spritkørsel på. Hvad er din?”.

Formålet med kampagnen er at minde folk om, at de kan være med til at forhindre spritkørsel:
– Alt for mange bilister tager chancen og kører, selv om de er i tvivl om deres promille, og det er hamrende farligt. Det er vigtigt, at omgivelserne er med til at hindre, at det sker. Så før du serverer vin, øl eller drinks for dine gæster, så spørg dem lige, hvordan de kommer hjem. Det tvinger dem til at tage stilling til, om de skal drikke eller køre, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Se mere om kampagnen ”Der er mange måder at stoppe spritkørsel på. Hvad er din?” her https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/stop-spritkoersel
Inden for det seneste år har 5 pct. af kvinderne og 11 pct. af mændene kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Det viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden blandt 4.519 personer.

Gode råd: Stop altid en fuld ven, der vil sætte sig bag rattet.
Det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun egentlig har drukket. Men husk på, at hver gang du hindrer en anden i at blive spritbilist, gør du vedkommende en stor tjeneste. Her får du syv gode råd:

  •  Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
  •  Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
  •  Alliér dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
  •  Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
  •  Tilbyd overnatning
  •  Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
  •  Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114

Kilder: Rådet for Sikker Trafik, Rigspolitiet og Vejdirektoratet og Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/7a0cae09-44b1-4d25-8396-5056c8b715e8.jpg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen