Udviklingsforum skal udvikle Nordborg

Udviklingsforum skal udvikle Nordborg

Selv om interessen tegnede stor, kom der kun to forslag til byudvikling, da der blev åbnet for at søge om penge fra bystrategi-puljen i Nordborg-Havnbjerg. De to forslag er til gengæld ambitiøse og vil nu indgå i det arbejde, som Sønderborg Kommune tager fat på sammen med Udviklingsforum Nordals for at udvikle og forskønne Nordborg.

De to ansøgninger rummede forslag om bl.a. pavilloner, en lille scene med siddepladser foran, lege- og aktivitetspladser til børn, kunst og blomsterudsmykning.
 
– Vi er overraskede over, at der kun kom to ansøgninger, for interessen var engageret og stor på borgermøderne, og i Augustenborg og Broager modtog vi et tocifret antal ansøgninger. De to forslag fra Nordborg er til gengæld spændende og ambitiøse. Faktisk vurderer vi, at de er for store at løfte for en borgergruppe, og derfor foreslår vi, at de indgår i arbejdet med en overordnet plan for Nordborgs bymidte, som Udviklingsforum Nordals i samarbejde med kommunen tager fat på, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune, Aase Nyegaard.
 
De to ansøgninger er indsendt af henholdsvis en borgergruppe på syv og foreningen By&Miljø i Sønderborg Kommune. Borgergruppen har skitseret et projekt, de kalder ”Nordborg Toldbod – mødestedet på Nordals” og omfatter renovering og forskønnelse af den tomme Faktagrund mellem Nordborg-Hallen og Storegade. By&Miljøs forslag omfatter mere af Nordborg midtby med enkeltprojekter på Storegade og Holmgade, og ansøgeren foreslår, at der udarbejdes et forprojekt af et udvalg med medlemmer fra Nordborg Handel, By&Miljø og Sønderborg Kommune med kommunal projektledelse. By&Miljøs forslag omfatter også trafikregulering i flere gader, bl.a. fjernelse af biltrafikken i Storegade.
 
– Det er et par flotte projektansøgninger, som fortæller om en stor iderigdom, en glæde ved byen og et godt blik for de potentialer, Nordborg har. Der ligger også en stolthed i forslagene og et ønske om, at Nordborg fremstår attraktiv og imødekommende, ikke mindst når mængden af turister forhåbentlig stiger i takt med, at ferieresortet bliver klar og Naturpark Nordals markedsført. 4000 turister mere om ugen skal gerne afspejle sig i øget omsætning i Nordborgs butikker, tilføjer udvalgets næstformand, Stefan Lydal.
 
 
FAKTA

  • Udviklingsforum Nordals er ved at blive etableret. Aase Nyegaard, Stefan Lydal og Jan Prokopek Jensen er udpeget fra Byrådet. Kjeld Kückelhahn er udpeget som projektleder. Der arbejdes på at udpege nogle lokale borgere, som skal repræsentere området. Udviklingsforummet skal have fokus på hele Nordals med konkrete, prioriterede initiativer frem mod 2025.
  • Sønderborg Byråd har besluttet, at der skal udvikles strategier for kommunens større byer, så de kan udvikle sig med udgangspunkt i hver deres identitet og potentialer. Der er udviklet strategier for Augustenborg, Broager og senest Nordborg-Havnbjerg, som blev godkendt af Byrådet i december 2019.
  • I tilknytning til bystrategierne er der afsat en pulje på i alt 4,5 mio. kr. – heraf 0,5 mio. kr. til Nordborg-Havnbjerg. Puljen skal give borgergrupper mulighed for at realisere projekter inden for rammerne af bystrategien.

Kontaktinformation:

Udvalgsformand Aase Nyegaard, tlf. 27 90 02 18, mail: any@sonderborg.dk
Næstformand Stefan Lydal, tlf. 27 90 37 18, mail: sly@sonderborg.dk
Chef for Plan og Myndighed, Sille M. Dall, tlf. 27 90 54 59, mail: smar@sonderborg.dk  

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen