Ledighedsprocenten i Sønderborg Kommune er historisk lav, og Sønderborg-områdets virksomheder oplever udfordringer, når nye og spændende jobs skal besættes.
Jobcenter Sønderborg inviterer derfor til Jobfestival d. 19. maj på Hotel Kasernen i Sønderborg kl. 14.00-17.00, hvor virksomheder ikke kun kan møde ledige, men også jobsøgende ukrainske flygtninge samt potentielle og kommende tilflyttere og deres medfølgende partnere.
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Jan Prokopek Jensen, forventer, at Jobfestivalen vil have et stort internationalt islæt:
– Specialiseret arbejdskraft kan være vanskeligt at få fat i, selvom vi gør en stor indsats for at tiltrække både danske og internationale tilflyttere. Med Jobfestivalen vil vi gerne sætte fokus på, at man kan tænke kreativt i forhold til den jobprofil, man søger. For vi har mange kompetente ledige, som ikke nødvendigvis er dansktalende. Dette gælder især for tyskere, der har stor interesse i at flytte til Sønderborg samt ukrainske flygtninge, der er i gang med at få en opholdstilladelse.
Næstformand for Arbejdsmarkedsudvalget, Kristian Bonefeld, ser frem til en Jobfestival med forskellige profiler af jobsøgende:
– Til Jobfestivalen inviterer vi både kommende tilflyttere fra Tyskland, medfølgende internationale ægtefæller og ukrainske flygtninge. Hermed skabes rammen for et direkte møde og dermed match-muligheder, som vi ved disse nye grupper risikerer at overse. Samme mulighed – at komme i direkte i kontakt med områdets virksomheder – er Jobfestivalen også for vores øvrige ledige og jobsøgende. Det glæder mig, at en bred vifte af virksomheder bakker op bag dette forfriskende initiativ og ser frem til at følge op på resultaterne.
Jobfestivalen afholdes af Sønderborg Jobcenter i samarbejde med Tilflytterservice Sønderborg.
Ca. 30 forskellige virksomheder inden for blandt andet hjemmepleje, rengøring, produktion, lager, hotel- og restauration, byggeri, detail m.m. forventes at deltage.
Alle er velkomne på dagen, inklusive pressen.