Sønderborg Kommune genåbner daghjemmene trinvist ud fra et forsigtighedsprincip

Aktiviteterne på kommunens daghjem har siden den 18. marts 2020 været lukket ned. Tiltaget skete for at mindske risikoen for smittespredning med COVID-19 og for at beskytte svage og ældre borgere mod sygdom.

Kommunen vil nu igen give visiterede borgere mulighed for at komme i daghjem. På den måde imødegås ensomhedsfølelse, behov for aktivitet, samvær og aflastningsbehov af pårørende.

Første trin i genåbningen har med succes været afprøvet af Kompetencecenter for Demens. Tilbuddet var et særligt mobilt daghjem afgrænset til mobile borgere med svær demens, som er tilknyttet kommunens særlige daghjem.

– Vi er glade for, at vi så småt er begyndt at genåbne vores daghjem. Vi vil rigtig gerne imødekomme behovet for aflastning og aktivitet, men samtidig skal vi selvfølgelig sikre, at det gøres mest ansvarligt. Vi skal være meget opmærksomme på sundhedsmæssigt forsvarlige forhold for vores ældre borgere, siger udvalgsformand Preben Storm.

De særlige daghjem for borgere med svær demens er genåbnet tirsdag den 16. juni 2020.

– Vi lægger vægt på genkendelighed, tryghed og koordinerede løsninger og tager fortsat udgangspunkt i et forsigtighedsprincip. Med den trinvise åbning tilgodeser vi først de borgere, der har størst behov, og efterfølgende udvider vi til alle de visiterede daghjemsborgere. Dermed sikrer vi bedst mulig en kontrolleret åbning af daghjemmene, siger plejecenterchef Joan Slaikjer Hansen.

I opstartsperioden og henover sommeren tilbydes pladser, som er reduceret i tid og omfang. Der er en række øgede rengøringsopgaver forbundet med såvel transporten som selve daghjemsbesøget. Derudover skal der tages hensyn til de fysiske forhold, og transporten skal tilpasses.

Efter genåbning af de særlige daghjem vurderer daghjemsområdet, hvordan det går i forhold til de praktiske foranstaltninger og sikringen af sundhedsmæssig forsvarlighed. Herefter vil de almindelige daghjem kunne starte op.

Sønderborg Kommune forventer, at de almindelige daghjem bliver genåbnet med lav aktivitet fra uge 27. Overgangen til almindelig drift forventes først at ske i september, når vi er sikre på, at COVID-19 fortsat er under kontrol.

Den samlede Genåbningsplan 31.0 – ”Genåbning af daghjem” findes på Sønderbog Kommunes hjemmeside.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top