Sønderborg Kommune behandler byggesager hurtigt

Sønderborg Kommune ligger ikke kun rigtig pænt under gennemsnittet på landsplan, men også under alle opsatte landsdækkende servicemål, når der bliver målt på, hvor lang tid det tager at få godkendt en byggetilladelse eller få en miljøgodkendelse. Det viser en ny opgørelse fra Kommunernes Landsforening på sagsbehandlingstiden for byggesager og miljøgodkendelser i 2020.
 
Det er samtidig sket i et år, hvor antallet af ansøgninger i Sønderborg Kommune er steget markant.
 
– Jeg er meget tilfreds med, at vi kan holde en god sagsbehandlingstid i Sønderborg Kommune, selv om vi har fået mere travlt. Det vidner om, at vi i Sønderborg Kommune kan levere en effektiv og kompetent service til glæde for borgere og erhvervslivet, som så samtidig er hurtig. Det viser, at et samlet byråds massive satsning på at blive en mere bedre erhvervsvenlig kommune virker, hvilket vi også de senere år har kunnet aflæse i diverse målinger, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune.

Borgmesteren hæfter sig blandt andet ved, at der går under en måned i gennemsnit, så er der givet en byggetilladelse til simple konstruktioner og enfamilieshuse, hvilket er pænt under landsgennemsnittet.
 
Også brugerne har opdaget, at det går hurtigt med at få byggetilladelser og miljøgodkendelser i Sønderborg Kommune. I DI-målingen lokalt erhvervsklima 2020 gav erhvervslivets svar, samt de faktuelle sagsbehandlingstider, Sønderborg Kommune en placering som nr. 3 i kategorien kommunal sagsbehandling.
 
– Det glæder mig, at vi som kommune leverer så godt på sagsbehandlingen med byggetilladelser og miljøgodkendelser. For det er vigtigt for erhvervslivet, at de kan få hurtige godkendelser, og jeg glæder mig særligt over, at vi kan behandle sager inden for industri og lager samt erhvervsbyggeri i etager på en tid, der er dobbelt så hurtig som i resten af landet. Det viser, at vi har en god og høj service over for erhvervslivet, siger Gerhard Bertelsen, Erhvervsudvalgets formand. 

På industri og lager bruger Sønderborg Kommune 29 dage, mens landsgennemsnittet er 64 dage, og på etage, erhverv bruger Sønderborg Kommune 33 dage, mens landsgennemsnittet er 77 dage.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top