Sønderborg er vært for Byggefestival 2024

Byggefestivalen er en landsdækkende festival for alle med skabertrang, og det er en festival, hvor der hygges og bygges med tanke og omtanke i Sønderborg fra den 9. til 13. juli. Alle kan købe billetter for at deltage i selve festivalen.
 
Byggefestivalen er gratis for alle interesserede torsdag den 11. juli. Det kræver blot, at man booker billet i forvejen. Ellers er alle interesserede i Sønderborg Kommune også velkommen til at besøge festivalens byggedel alle dage og følge med i byggeriet.
 
Byggefestivalen handler om byggeri, kreativitet og fællesskab, hvor deltagerne ved hjælp af genbrugsmaterialer, professionelt værktøj og kyndig vejledning kommer fra idé til et færdigt byggeprojekt. Som deltager kan man have sit egne projekter med, som eksempelvis en reol eller en bænk eller man kan bidrage til de fælles byggeprojekter. Derudover vil der være mange små- og mellemstore workshops.
 
Byggefestivalen vil finde sted i de naturskønne områder hos Center for Verdensmål, der ligger lidt nord for selve Sønderborg by. Og det er der selvfølgelig en dybere mening med.
 
– Målet er at give alle mulighed for at skabe og bygge, og da Byggefestivalen har et stort fokus på bæredygtighed, affaldsminimering og genbrug passer det jo direkte ind i forlængelse af vores arbejde med verdensmål og bæredygtighed i Sønderborg Kommune. Vi har et rigtig godt partnerskab omkring Center for Verdensmål, og derfor er der blandt andet indgået et samarbejde med Permahaven og StopMadspildLokalt gruppen, og Sonfor bidrager med tre workshops på festivalen, fortæller Tom Hartvig Vielsen, formand for Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter. 

I 2023 var festivalen i Ebeltoft, men i år er det første gang Byggefestivalen er i Sønderborg Kommune.
 
Fakta:
Byggefestivalen arrangeres af Center for Verdensmål, Sønderborg Kommune i samarbejde med Foreningen Byggefestival Skaberkraft. Derudover er der en lang række sponsorer og ikke mindst frivillige, der bidrager til afviklingen af årets Byggefestival. Se mere her: www.byggefest.dk
 
Billetter:
Der er 600 billetter til salg i år, og det er først til mølle. Prisen for en partoutbillet til alle fem dage er 850 kr. for voksne. Se priser og køb billetter her: https://byggefest.dk/billetter/
 
Byggefestivalen er gratis torsdag den 11. juli. Eneste krav er, at man tilmelder sig via https://byggefest.dk/billetter/

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top