Sønderborg er klar til en kongelig genforeningsfest

Sønderborg er klar til en kongelig genforeningsfest

Sønderborg er klar til en kongelig genforeningsfest

KommuneNyheder - Sønderborg er klar til en kongelig genforeningsfest

Vi blev snydt for at fejre 100-årsdagen for Sønderjyllands genforening med Danmark sidste år, men nu tager vi revanche. Fejringen bliver søndag den 13. juni med kongelig deltagelse og tydelige tråde til fejringen i 1920 – men også med show og en opfordring til masser af små fejringer i private hjem og haver.

Markeringen i Sønderborg tager sin begyndelse i Kongeskansen på Dybbøl Banke. Her deltager H.M. Dronningen i en ceremoni, hvor Slesvigske Musikkorps spiller danske sange i en kulisse af faner og flag, ligesom der er opvisning med gymnaster på DGI’s repræsentationshold, og leder af Historiecenter Dybbøl Banke, Bjørn Østergaard, fortæller om begivenhederne i 1864 og 1920.
Ceremonien i Kongeskansen er forbeholdt inviterede gæster, og der er allerede udsolgt til det efterfølgende show i Koncertsalen Alsion. Men der er rig mulighed for alle til at feste med alligevel.
 
Fest i Mølleparken
Det hele – også aftenens koncert i Alsion med Jacob Dinesen – vises nemlig på storskærm i Mølleparken. Det er gratis at deltage i Mølleparken, men man skal have billet. Bookingen af billetter begynder torsdag den 27. maj kl. 10 på www.billetten.dk
 
– Jeg håber virkelig, at folk har lyst til at være med til at skabe en festlig Genforeningsmarkering, selv om omstændighederne har gjort, at vi er langt fra den store folkefest, vi havde planlagt sidste år. Med arrangementet i Mølleparken får mange alligevel mulighed for at være tæt på, og det samme gælder jo alle derhjemme, som kan kigge med, fordi der livestreames. Det håber jeg, folk vil benytte sig af. Og husk at hejse flaget, lyder det fra borgmester Erik Lauritzen.
 
I Mølleparken er der liveoptræden fra kl. 13 med bl.a. Rikke Thomsen, Sigurd Barrett og Podcastperformere fra Politikens ”Historie & Kongerækken”, inden der sendes live fra ceremonien i Kongeskansen. Ind imellem spiller Dansk Musikerforbunds Jubilæumsorkester numre fra de seneste 100 år, og kl. 16-18.30 livetransmitteres der fra Koncertsalen Alsion.
Fra kl. 20 er der livetransmission af koncerten med Jacob Dinesen.
 
Hold fest i haven eller stuen
– Dagen er en god anledning til også at ”genforene” sig med naboerne efter de mange, lange måneder med Corona-restriktioner. Hvad med at bage en kage, dække op i haven og invitere naboerne, lyder opfordringen fra Stephan Kleinschmidt.
 
Mangler man inspiration til at bage en ”genforeningskage”, lægger Sønderborg Kommune den 7. juni en video med juniorbagedysteren Emma Larsen fra Avnbøl på sin Facebook-side. Hun serverer både en opskrift og inspiration til at pynte efter et ”genforenings-tema”.
Når du bager din genforeningskage den 13. juni eller i dagene op til, så husk at tage billede af den, inden I spiser den. Der er nemlig gavekort på 2000 kr., 1000 kr. og 500 kr. på højkant til de flotteste kager.
 
Følg med på facebook/sønderborgkommune og se, hvordan du deltager i konkurrencen.
 
FAKTA
100-året for Genforeningen markeres hele den 13. juni. H.M. Dronningen indleder sin tur igennem Sønderjylland ved Frederikshøj nord for Christiansfeld, ligesom hendes farfar, Kong Christian X, gjorde det den 11. juli 1920.
Turen går herefter til gudstjeneste i Haderslev Domkirke og til Genforeningsparken ved Folkehjem i Aabenraa, inden programmet fortsætter på Dybbøl Banke. Efter ceremonien her besøger Dronningen det nyrenoverede Deutsches Museum, inden turen går til Koncertsalen Alsion. Her overværer Majestæten et program med bl.a. Sønderjysk Pigekor, Jacob Dinesen, musikere fra folkBALTICA og Sønderjyllands Symfoniorkester med Tine Götzsche og Sigurd Barrett som værter.
Livestreamingen hele dagen kan følges på www.sonderborg.dk/2020-fest

https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/_compresseds/01acf1bb-98aa-0bc8-5f45-bd0eaae4993b.jpg
Billedtekster:
Jacob Dinesen kan opleves i en livetransmission fra Alsion i Mølleparken søndag den 13. juni kl. 20. Booking af gratis billetter kan ske fra torsdag den 27. maj kl. 10 på
www.billetten.dk

https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/14ab4918-fa2d-d515-fa7a-bb3e46b7eb17.jpg
Invitér naboerne til kaffe og genforeningskage i haven den 13. juni – og deltag samtidig i konkurrencen om gavekort til Sønderborg Handel.
 

Kontaktinformation:
Borgmester Erik Lauritzen, tlf. 27 90 02 06, mail: ela@sonderborg.dk
Udvalgsformand Stephan Kleinschmidt, tlf. 27 90 02 17, mail: skl@sonderborg.dk
Projektkoordinator Anne Bertram, tlf. 23 99 25 22, mail: aebm@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen