Det bliver til et gensyn med en tidligere chef, når Charlotte Gjørup den 1. oktober 2025 træder ind ad døren på Jyllandsgade i Sønderborg som ny direktør for Børne-, Uddannelse- og Sundhedsforvaltningen i Sønderborg Kommune. For den nye direktør har fra august 2015 til oktober 2019 været ansat som Hjemme- og Sygeplejechef i Sønderborg Kommune.
Borgmester Erik Lauritzen glæder sig over ansættelsen.
– Vi er overbeviste om, at Charlotte Gjørup er det rette match, og hun er derfor ansat som forvaltningsdirektør for Børne-, Uddannelse- og Sundhedsområdet i Sønderborg Kommune. Vi kender Charlotte Gjørup som en rigtig dygtig chef, og hun har mange års cheferfaring. Det er både fra hendes tid i Sønderborg Kommune, men også med de lag, hun har lagt på siden. I Danmarks tredjestørste kommune, Odense Kommune, hvor hun arbejder nu, har hun ansvaret for 2.800 medarbejdere og er vant til et tæt samspil med Rådmanden. Det er kompetencer og erfaringer, hun tager med over i Sønderborg Kommune, siger han.
Den nye direktør kommer fra en stilling som Chef for Ældre og Sundhed i Odense Kommune og har før det været Sundheds- og ældrechef i Horsens Kommune.
Charlotte Gjørup er oprindeligt uddannet som sygeplejerske i Svendborg, og hun har derudover en kandidat i sygepleje (cand. cur) fra Århus Universitet. Hun har en diplomuddannelse i ledelse og er ved at være færdig med en Master i Offentlig Ledelse. Den nye direktør er 60 år og bosat i Vejen sammen med sin mand, Torben.
Charlotte Gjørup glæder sig til at begynde i Sønderborg Kommune.
– Tusind tak for tilliden. Jeg er både stolt og taknemmelig over, at Byrådet har vist mig den store tillid at udnævne mig til direktør for Børn, Uddannelse og Sundhed i Sønderborg Kommune. Det er en opgave, jeg går til med stor respekt og med et stærkt ønske om at bidrage til at udvikle området i tæt samarbejde med politikere, ledere, medarbejdere, børn, unge og familier. Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Sønderborg Kommune, og sammen med organisationen arbejde med rammerne for trivsel, læring, sundhed og livsmod til glæde og gavn for borgerne i Sønderborg Kommune, siger hun.
Charlotte Gjørup afløser Nicolai Dupont Heidemann, der stoppede i april 2025 for at skifte til et direktørjob i Kolding Kommune. I den mellemliggende periode har Sundheds- og Ungechef, Michael Skriver Hansen, være konstitueret direktør.